Kære P -3

Valdemarsgade d. 31 januar 2014

Kære P

Ja nu skriver vi allerede 2014, alt flyver synes jeg og det er rart og forvirrende på samme tid. Det er skønt at flyve rundt og kigge på alt højtoppe fra, mærke at det kilder i maven fordi der er så meget fart på og bryde igennem skyerne. Men det er også lidt luftigt, og jeg savner nogle gang gode gedigne jordhuler.

I forrygende fart lever vi som en lille ny familie, fire forskellige dyr flyttet til Valdemarsgade i august. Der er to voksendyr tårnhule-sneglen og mærkeligdyret evigvred. Så er der teenscreendyret og en filurlarveprincessen. Sammen har vi lavet et bo med både spisebord og gulve til at rulle på.

Det går stærkt i vores bo, og det ses især på hvor meget ikke-voksen-dyrerne vokser. Snart kan teenscreendyret ikke kom ind gennem døren uden at krølle sammen og filurlarveprincessens tæer med grønlakerede negle stikker ud i fodenden af princesse-sengen.

Ak tidens fart kan ses helt tydeligt og det får mig til at ryste gevaldigt i bukserne. Jeg har nemlig opdaget at jeg bliver ældre, hele tiden bliver jeg ældre, det er næsten uforsvarligt at gøre mig ældre, der medfølger jo opgaver man skal udfylde og det er jeg ikke sikker på jeg er indstillet på. Man skal f.eks. vrisse på en ganske bestemt måde, eller også skal man være meget snakkesaglig med sidemanden i bussen, beggedele jeg er adfærd jeg normalt ikke er spor familiær med. Man skal også have opsparet noget pension, og glæde sig over at tv'et stadig laver gode debatprogrammer.. alt det der er meget godt, det kan jeg nok lære mig, der er endog nogle af tendenserne jeg allerede besidder, uden at ville være ved det. Nej det sværeste er nok at man skal være sendrægtighed og langmodig. Det er jeg ikke! Og så skal man nok have fundet sin plads i livet, det har jeg heller ikke. Faktisk blev jeg ramt af panik i dag, en slags eksistens-panik over at jeg ikke ved hvor jeg skal hen med noget og føler jeg flagrer rundt. Hvordan finder man ”sin plads”. Jeg er vel dårlig til at lede måske det har noget at gøre med langmodighed, eller også er jeg ikke rigtig interesseret i at kigge grundigt efter. I hvert tilfælde føler jeg, at jeg er båret af hvirvlende vinde og kommer derhen hvor de tilfældigt bærer mig. Det er der jo på ingen måde noget galt med, tværtimod kan vinde være skønne transportmidler, problemet er nok noget med det der ”alder”. Som om det ikke passer med min alder. For inden i kan jeg være så gammel, så gammel at jeg synes at alle burde lytte til mig, og derfor skulle sidde i en hule på et bjerg. Samtidig kan jeg blive overvældet af en ungdommelig appetit på liv. Ja, du kan nok høre det er skøre problemer jeg har. Jeg kan blive så overvældet af denne appetit at jeg kaster mig hovedkulds ud i fremmede stor projekter.. uden hverken gangstativ eller kørestol.

Det seneste og største eventyr, som jeg stadig sidder i er nok denne familiesammenførelse. Denne gang var vindene ikke bare almindelige trækvinde, denne gang var det en ganske særlig slags kastevinde af orkanstyrke. Jeg er blevet kastet rundt, og hvirvlede så meget omkring at jeg har fået ondt i kæberne, af at grine. Det kilder nemlig på den mest ufattelige måde. På min rejse holder jeg hårdt fat i evigvreds hånd, vi holder så godt fat i hinanden at der skulle en ualmindelig vred tsunami til at tvinge vores hænder fra hinanden. Jeg skal nemlig røbe at hendes hånd er så fin, at jeg tænker aldrig slippe den igen. Og sammen hvirvler vi rundt og griner. Tit leger vi tagfat med de andre dyr, helt anderledes sjovt når man flyver og alle triller vi rundt i skyerne og griner så tårerene triller og regner på ned på tvære fodgængere.

Når jeg indimellem lander og vi alle fire sidder i vores slot, bliver jeg ramt af en forunderlig følelse af noget meget familiært. Jeg ved at jeg er hjemme og det er rart at have fundet hjem, jeg vidste jo slet ikke det var det jeg ledte efter. Jeg vidste ikke at jeg kunne finde et mærkelig-dyr som var så klogt og var så lækker at dele en flødeskumsseng med, jeg var ikke klar over at der fandtes mærkelig-dyr, men jeg er lykkelig for at måske den eneste af slagsen rendte ind i mig.

Nu render tiden igen og klokken er mange jeg venter på evigvred, vi skal nemlig flyde i flødeskumssengen og se film. Det er lidt svært at forstå hvad der er op on ned efter så mange koldbøtter, men det er egentligt også ubetydeligt jorden drejer jo hele tiden alligevel

rundtossede kærlige hilsner

S