Til de efterladte
Til de efterladte, overlevne, udlevne
staklerne der står tilbage i nyfødte braklandskaber, til dem der
skal rydde op efter festen, den dag bageren holder lukket. Intet
blødt brød kun røg og aske. Jeg skriver til jer, da mine tanker
ofte kredser om den uendelige fremtid, siddende her ved skrivebordet
i en bestående verden, klædt som Kassandra i Troja, uroligt
ventende, replikerende repræsentanten for det sidste menneske.
Foran mig står en kop dampende kaffe,
computeren spiller Bach og tastaturet er trådløst -fordi det gør
livet lettere. Kan mit liv blive lettere? Livet så let at jeg næsten
ikke kan mærke tyngden af at eksistere, næsten ikke kan mærke den
uundgåelige inderlighed, der kommer af at omstændigheder betyder
noget, kræver noget.
I vores indbildte uansvarlighed skyder
vi skylden på skæbnen. Grebet strammer den fælles ignorance og vi
lader os fange i guden Samtid's celle. På vejen ind i selvskabt
mikrokosmos taber vi bidder af erkendelsen, ramt af modernitetens
tveæggede sværd, opfindes ting og begreber i en uendelighed.
Blændet at vores skabelsers vidunder ignorerer vi bivirkninger,
konsekvenser og glemsel.
Baseret på fortidige antagelser har vi
opbygget veludviklede rammer, der findes intet udenfor, for udenfor
er udenfor begreb, en ikke-verden, en usynlig verden alle ved er, men
ingen kan se da den har andre farver.
I forsøget på at forstå overskrider
jeg det åbentlyse og agerer som levede jeg i virkeligheden. Men jeg
har fanget den i mit skab, virkeligheden blandt skuffer, hylder og
gammelt ragelse. Jeg lukker døren indefra og skimter, lurer på
uigenkendelige former.
Jeg er omfattet af systemer, tætte net
vi møjsommeligt har udtænkt, bånd som holder og fanger os i et
smukt spind. Arendt skriver at handlinger er uforudsigelige. Jeg
formoder det er dem vi arbejder grundigt og ihærdigt på at forsvare
os imod, her inde fra virkeligheden..
Som en løbeild henvist til en afdanket
rytme glider dagene mig af hænde, dynen dækker mine behov, dækker
krampetrækninger som spontant trækker alle sener og muskler sammen
til en kanonkugle, en klump af ”dark matter”. Al betydning
forsvinder ned i opstandne sorte huller, huller der vokser hver gang
noget suges ind. Pludselig slipper det forkrampede tag i kroppen, i
selvet og jeg strækkes ud mellem verden og væren. Glemt er
indlandsisen, glemt er hvordan jeg vader på andre og suger af
verden, glemt er formålet med dette brev.
vil du sidder her lidt med mig, vil du
lade mig kravle ind i dit hoved, lede efter porten, det rigtige
indgangsparti, for at ende med at tage dig i hånden og trække i
dig, fange dig bag matterede skodder og holde fast på din essens.
Jeg samler sjæle. Massevis af andres livsgnist og erfaring, men jeg
er dårlig til at kategorisere, der er rod i arkivet og det hele
koges sammen til en massiv pølseret af grumset, lidenskabeligt
indhold.
Vi fører dagligt samtaler om
afslutning, overstyringens udbrud, men taler sjældent om det nye,
det kommende menneske. Måske fordi visse mener at det ikke er nogen
tilbage når det hele brænder ud. Jeg tænker på jer, I nye
mennesker. I har mulighed for at at spire på ny. Nordmanden mente at
det vil ske inden for min levetid, inden for tredive år, han mente
bestemt at jeg, jeg kunne nå at se det nye brud, den nye verden
spire frem. Jeg tror det ikke, jeg har svært ved at tro at amokløbet
kan afvikles så hurtigt.
Men vi tænker jo altid på syndflodens
fortælling som afsluttende på lykkelig vis, fordi to mennesker
overlever, jeg ved ikke om vi ville definere dét som en lykkelig
afslutning på vores storhedstid, vores gyldne tidsalder. Jeg håber
I er mange, er flere.
Var jer! ikke splitte verden i
kategoriseringer som os, vi hænger nu på dem, de klæber, klistrer
systemet fast til vores fysiske hylstre og er ikke til at ryste af.
Over tid er vi vokset sammen som siamesiske tvillinger, så
infiltrerede at det kræver en skarpsindig skalpel og muligvis fatal
operation at frigøre sig.
Pludselig får kategorierne overtaget.
De styrer og skaber orden, redskaber som har vendt sig imod os,
fanger vores tanker i deres udmålte, afgrænsede arealer. Vi bevæger
os i kategoriernes, begrebernes omfattende sump, hopper fra kategori
til kategori. Vi stimler sammen med andre som står og træder
hinanden over blåfrosne tæer. Indtil kategorien udvider sig,
degenerere og falder fra hinanden. Så får vi våde sokker igen.
Det gælder om at være i konstant
bevægelse, om løbende at komme op med nye kategorier. Tænk hvis vi
løb tør og endte med at falde i sprækkernes sump af
udefinerbarhed.
Så, I overladte, når det hele er i
opløsning prøv at nyde den daglige dukkert i sumpen, kast jer ud
over forståelsen, dyk dybt i uforudsigeligheden, måske det giver
perspektiv til muldvarper.
Jeg er desværre befængt af tiden,
lænket til en knap og selvfølgelig oplevelse, jeg underholder mig
med vampyrer og zombier, jeg kræver rettigheder i den ballon af
kategorier, som holder mig oppe. Derfor er mine ord til jer
forsimplede og begrænsede, min indsigt sløret af samtidens rus. Men
med sløret muldvarpeblik ser jeg alligevel tydeligt at verden er
slidt og beskidt. Jeg sidder i rene lagner og lugter til fordærv,
for lugtesansen er skarpere end jeg synes om.
Vi satte svinene på række, vogtet
af hyæner. Byggede landskaber, udstykket, opdelt i båse og
fodersystemer. Vi elsker vores husdyr, når de ligger på grillen
eller er klædt prikket på i parken. Så længe de er lydige, er der
liv og næring, så længe vores agersystemer, plantager og
forstøvningsbier makker ret, så længe alle makker ret er der liv.
Jeg kan fornemme færten af ragnarok,
for den overdøver dunsten af syntetiske dukkehuse.
Vi har slidt hul på knæene og slider
hårdt på syningerne, i kantområder ses møre trevler, har vi glemt
at betjene væven. Kan vi overhoved finde den i den store mørke
maskinhal blandt smidige maskiner. Skal man slippe tøjlerne? I
stedet sidder jeg her ved tastaturet og klaprer løs, i håb om at
der stadig kan være betydning i noget, at der stadig findes
fordringer som forandrer, handlinger der ændrer.
For år siden konstaterede nogle at
historien var slut; åh hvilken dårskab, som har forført os længe,
hvilken arrogance, Gud døde med Stirner og Nietzsche, som forudsagde
det sidste menneske forført af nihilismes guddom. Derefter blev død
Gud ~ kunsten er død, filosofien er død, avantgarden er død,
ideologierne er døde, til sidst var historien også død, tilbage
var bare det ahistoriske menneske. Et utidigt, arrogant og omnipotent
eksemplar af arten. Dermed ikke sagt at der ikke er andre, vi er
mange som undervejs har været forført af vores eget storsind.
Narcissistisk forelsket i vore frembringelser, har vi redet verden
som en hest der skal tæmmes.
Vi kommet langt væk fra at være
historiske væsner, og vi kommet så langt væk fra at føle os
forankrede i verden, at vi end ikke ænser vi udhuler den, æder den,
suger verden tom, og kværner det vi ikke lige umiddelbart kan se
værdien i. Hvordan blev vi så blinde og sultne?
Under en usynlighedskappe sniger jeg
mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige
dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller.
Hvor er jord og luft, op og frem -her ?
lyd penetrere forsigtigt blod og
lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra
en andethed, i det jeg dukker mig og undgår at ramme Utopia i sin
flydende formynderiske form. Alligevel følger jeg strømmen af
modladning og flytter mig i rekylens turbulens.
De indre skyklapper må hvile nu,
pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov
til at gro i spandefulde af definitionsløse nuancer.
Måske et håb?
Nye lyde? Liv er skrøbeligt og stærkt,
har vi tabt betydningen? måske det bare blev til en kategori blandt
kategorier.
Er det alligevel for sent,
forstenet.... ting hænder jo ikke bare.. vi gør og vi gjorde, vi
udviklede og byggede, syntakser, diskurser, markeder, profitter og
funktioner alt sammen som midler til at opnå bedre og bedre liv.
Hele tiden i processen bliver det forræderiske middel til målet,
formål forsvinder i historiens tåger.
I vil sandsynligvis også skabe,
opbygge og glemme, indsætte nye guder og undlade at undres. I en tid
vil I måske være i gang, bygge op, men fordærvet og forførelsen
vil træde i kræft, hvis I tror at jeres værk er ved at være
perfekt.
Vil I begå samme fejl, I er også vi
Og jeg, jeg ender altid ved dette
sted, en muldvarpe ved korsvejen, som tror sporet ender blindt og dog
møvre mig nynnende videre
