søndag den 8. oktober 2017

takkerne lå spredt over soveværelsesgulvet
og skar fodsålerne
da jeg trådte ud af sengen
rene snit
som efterlod smukke aftryk på køkkengulvet
i korridoren
to spor ved toilettet
på tværs af gulvbrædderne

dem skyllede jeg ud så de kunne forsvinde i havet




---



Jeg trækker benene op under mig
når jeg sidder og repeterer ved sandhedens kateder
man kan blive bidt i tåen

---




forskudt eller udskudt

Jeg skar mig på et af mine ord forleden
da jeg rodede i skuffen efter en sætning

Kan man være ikke-revolutionær?

slukøret går vi alle i ring

mens vi afblæser skæbnen i en håndflade





mandag den 2. oktober 2017



Smagen af et enkelt ord skal trække det rundt i hvælvet, forme sig, tonen springe i et øre og rasere fornuft. Ladningen holder os og sprænger sig fri i egen betydning, en farlig leg blottes i uforsonelig mening og skyder sig op i mig, mit ordforråd er magert, anorekstisk til tider, alligevel søger det orgasmens udfrielse

tirsdag den 26. september 2017

Den dag i badet var fatal, det er altid fatalt at gå i bad, at svømme i egne tanker og glemme at barbere benene. Nogle gange tænker jeg højt

- .. alligevel synes jeg det lyder forkert, jeg hader når noget lyder forkert, kender du ikke det at noget bare lyder forkert, sådan som når der er noget man bare er uenig i? Jeg synes jeg skulle gøre noget andet
- jeg forstår ikke hvad du mener
- jo sådan bare ikke rigtigt, ikke i orden, jeg burde tænke på andre end mig selv
- jamen hvad er da rigtigt, det kommer jo an på hvor man ser det fra?
- nej, for der er bare nogle ting som ikke er rigtige?
- Hvordan?
- det kan jeg ikke forklare, det føles bare sådan. Vi kan jo ikke bare gøre hvad der passer os uden at tænke på resten af verden.
- Hvorfor ikke?
- nej for så falder det hele fra hinanden, vi kan ikke fungere uden et samfund.
- Jamen hvor ved du fra, hvad der er rigtigt at gøre, det kan jo være der sker noget nyt og spændende, hvis vi lige pludselig begynder på noget helt andet, end det vi plejer
- det er noget andet. Jeg mener bare, at vi jo bliver nød til at tænke på at der er andre til stede i verden og at vi ikke kan te os som det passer os, fordi vi skal vise hensyn.
- det lyder lidt kedeligt, som om der kun er en måde at tænke på, en sandhed. Hvad sker der, hvis det viser sig at det slet ikke betyder noget, at vi bare kan definere en ny sandhed og så sker der andre ting. Hvorfor lægge sig fast på en sandhed?
- nej det er ikke det jeg mener, jeg mener bare at det er vigtigt at vi arbejder sammen for at skabe et godt samfund, folk må gerne være vilde, bare de også tænker på det fælles bedste.
- hvor ved du fra hvad der er det fælles bedste?
- det er da et irriterende spørgsmål, ordkløveri, det fælles bedste er der hvor alle tager hensyn til hinanden.
- hvorfra ved du at det samfund og den struktur vi kender er det bedste? Det kan jo være, at der er nogle helt andre måder verden kan indrette sig på, som er helt anderledes?
- ok jeg medgiver at jeg ikke ved så meget, men lidt har vi da erfaret over tid som mennesker, og jeg tror at viden og erfaring er det som udvikler os. Derfor tror jeg også vi skal bygge vores samfund på de erfaringer vi har. Derfra kan vi konkludere, at der er måder som skaber den bedste helhed. Det er de erfaringer vi skal bruge til at sætte rammen for hvordan vi skal indrette os. Men noget er jo også logisk, hvis man bare gør som det passer en, og ikke tænker på andre, så vil samfundet falde fra hinanden
- Altså hvad angår viden og erfaring i vores samfund, så er der da rigtig mange ting vi ikke er særlig gode til at tage ved lære af, vi gør rigtig ofte de samme fejl. Vores samfundsstruktur er vel bare sådan som vi i vores udvikling ind til videre er kommet frem til. Hvis samfundet falder fra hinanden så kan det jo være der kommer noget nyt, hvad er der så galt i det?
- Mange vil komme til at lide hvis det hele styrter sammen, det handler jo om at vi sammen skal hjælpe hinanden, til at have en god tilværelse, og hvis vi står sammen så kan vi række længere
- Jeg synes ikke der er noget galt med at stå sammen, men jeg ved ikke om mange vil komme til at lide ved, at der sker noget andet, det kommer nok an på hvad det er som sker.
Uden for badeværelsesvinduet regner det, regnen visker mine tanker væk og jeg rækker efter sæben, vandet risler om mig og lukker alle lyde ude.
Inde i mit hoved larmer vandet

- En dag vil jeg rejse
- Hvorhen?
- Det er lige meget, at se verden på ny, det er min intention
- kan du ikke bare gøre det her, du kan jo bare blinke og ryste kroppen lidt, og så beslutte dig for at verden er ny
- Nej det er ikke det samme, for i et andet bad vil jeg garanteret handle og tænke anderledes
- tror du virkelig at omgivelserne påvirker hvordan du tænker? Er du ikke selv herre over dit hoved og dine tanker?
- både ja og nej, jeg er herre over mine tanker, men jeg bliver meget påvirket af omgivelserne, så når jeg kommer i nye omgivelser, så udvider min horisont sig og jeg tænker ikke de samme tanker, men nogle nye tanker.
- Jamen ligegyldig om det er på det samme bad som du står i, så ændrer verden og vores forståelse af den bare nogle stråler har flyttet sig, hvorfor gå til et nyt brusebad, når du kan udvide din indsigt her allerede?
- Fordi det kan være det er den samme indsigt jeg vil opnå her, men under en anden bruser vil vandet stå i en anden vinke, og derved vil alt det samme se anderledes ud, selv om at det er det samme.

Mine tanker leger med mig og vandet er hedt

- Måske skulle jeg ikke have det plaster på
- men det er der jo så såret kan hele
- det forstår jeg godt, men er du sikker på at plastret virker på det sår? Kan det ikke bare hele sig selv
- Der er aldrig noget som heler af sig selv
- der er meget som heler af sig selv uden vi opdager det, hele tiden.
- kan du være sikker på det? Hvor ved du egentlig det fra, når det nu ikke er noget vi opdager, hvorfra ved du det så?
- det gør jeg bare
- det er da et sært argument, jeg er uenig, der er aldrig noget som heler af sig selv. Og hvis der er noget som vi slet ikke opdager, så eksisterer det nok slet ikke.
- Du har vel slået dig før, og set såret hele af sig selv
- nej det er ikke såret som heler, det er kroppen der heler fordi jeg passer på den og giver den næring, spiser gode vitaminer
- så kan man måske sige at såret er en del af kroppen, og de heler sammen, som en del af eksistensen
- nej for hvis jeg ikke besluttede at jeg ville putte energi i kroppen så ville den ikke hele, det er mig som bestemmer
- Er det noget du har besluttet?
- Ja
- Er det ikke bare noget du gør, for at eksistere?
- Jo, men fordi jeg har besluttet at eksistere
- er din eksistens ikke noget du har fået forærende, hvordan kan du så påstå at det er din beslutning?
- det kan være, at jeg ikke selv er herre over at være kommet til verden, men jeg kan selv bestemme hvorfor
- du kan vælge at bestemme selv eller at tro på at noget har skabt dig
- det er da et mærkeligt valg, at kunne vælge at tro på noget som jeg aldrig nogensinde kan bevise. Næ nej


Iskoldt vand lammer huden på ryggen og jeg skriger i en bevægelse ud af badet. Jeg famler efter håndklædet og ryster lidt, chokket er godt og det er skriget også, mit hoved er pludselig helt klart, og min tanke gennemsigtig, som at kunne se helt ud i horisonten helt tydeligt.

onsdag den 20. september 2017


Even with my hands above the covers, I am the most dangerous on my way
I caress my inner and gives birth to a lump of dried blood

flushed out with upbringing
discharges psychodynamic explosions in small drops
and make imprints

we all mix blood
Homo Carnosa!

torsdag den 27. juli 2017

og jeg gentager

Mit rum stinker af andre mennesker

jeg lagde mit håndled til tørre i morgenluften

har forlagt en liste over mine lyster

når jeg har raset kan jeg løftes


pisse irriterende at skrabe sig mod døren


onsdag den 26. juli 2017


Solens thrasher natten
så himlen forsvinder
katte der aldrig dør har klare øjne
gennemskuer bilers spor og vejens uendelige striber
natten samler styrken
bryder livet glider i dagen
lyset leger med grænser

vi samler junk og dødsdømtes penge

lørdag den 25. marts 2017


Biller tramper på underhuden, du slikker mig rimper stumper sammen. Løbebiller har skarpe tænder og mariehøns er kødædere


Do we really like being here with each other

Åben ballet for henkogte hjerner

forvildede ord angriber tomme tendenser og meningsløs rekylhyl
udsalgsguder på ravne-rov kan hurtigt omveksles

Hvad fanden er meningen – kan man have en verden man helst ikke skal tænke for meget over !


Sæt kryds, så vi kan evaluere resultatet




søndag den 12. marts 2017



virkeligheden er så dyb
vi har fået nye facader

en dag lå en seddel på dørtrinnet. »Vi slår dig ihjel og skærer dit hoved af,« stod der.
Jeg huggede selv hovedet af og strittede bare med tåen
det går ikke at råbe for meget

der er uhørt






singing against the wall

et symtom

søndag den 5. marts 2017


With my dirty mind and the brilliance of tomorrow I compose this sentence to you

It must be logic of another time
do you remember the last time I touched you

Some smiles hard today

the beauty of inner or outer wastelands
tomorrow morning some will get up again

I must need to do this

living in angles

I explode
all these bright and hazy mornings
get on through to another side

running with an odd pack
I love you guys
I love you all

Sitting on a hidden bench
Are you looking for reason

I am NOT available





fredag den 6. januar 2017

alt emmer af syrlige dunster

de daggamle sokker er uldne
glemte at skifte dem igen

kan klart vand skylle sult væk

video

lørdag den 16. juli 2016


Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde


jeg gik når det rungede i underlivet
mit hylster følger stride strømme


kloden er lidt svulstig






lørdag den 2. juli 2016


Der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator



lørdag den 30. april 2016





Der er en rød klud i hundekurven

torsdag den 17. september 2015



I ganen sidder en fad plet – hvisker jeg afbrudt til mig selv igen






onsdag den 25. februar 2015


Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!


Bændelorme er hermafroditiske fladorme, der kan leve som voksne parasitter i den menneskelige mavetarmkanal. Ormens karakteristiske led dannes ved ormens hoved. De enkelte led, der kan blive op til et par cm, indeholder ormens æg. Leddene afstødes løbende og forlader kroppen med afføringen.
forlader kroppen med afføringen

Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!




torsdag den 23. oktober 2014

Incitamentets frugt


Klump, stik
listige forsøg på at overrumple hinanden
klump fang
hæ hæ vi sidder her endnu

vi
hører til

Du skal givetvis gå

Jeg ved at man skal ønske sig rigtig meget
Jeg ved at man skal ønske dig rigtig meget

Du stammer det tit – du ved du ska forgå





 Rifter er røde, ar kan være blå, livstanker er sprøde og vi er ligeså





søndag den 20. april 2014











Selv med hænderne over dynen er jeg den farligeste på min vej


- - - - 


Ser jeg gennem lede udstående øjne
ånder jeg alverdens luft og spyer det ud som svovlskyer
spænder jeg ben for de fremadskridende krikker
strammer jeg garnet til daglig og kaster rød maling
er jeg måske ikke omgængelig
jeg
er

vi 




tirsdag den 1. april 2014





Til de efterladte


Til de efterladte, overlevne, udlevne staklerne der står tilbage i nyfødte braklandskaber, til dem der skal rydde op efter festen, den dag bageren holder lukket. Intet blødt brød kun røg og aske. Jeg skriver til jer, da mine tanker ofte kredser om den uendelige fremtid, siddende her ved skrivebordet i en bestående verden, klædt som Kassandra i Troja, uroligt ventende, replikerende repræsentanten for det sidste menneske.
Foran mig står en kop dampende kaffe, computeren spiller Bach og tastaturet er trådløst -fordi det gør livet lettere. Kan mit liv blive lettere? Livet så let at jeg næsten ikke kan mærke tyngden af at eksistere, næsten ikke kan mærke den uundgåelige inderlighed, der kommer af at omstændigheder betyder noget, kræver noget.
I vores indbildte uansvarlighed skyder vi skylden på skæbnen. Grebet strammer den fælles ignorance og vi lader os fange i guden Samtid's celle. På vejen ind i selvskabt mikrokosmos taber vi bidder af erkendelsen, ramt af modernitetens tveæggede sværd, opfindes ting og begreber i en uendelighed. Blændet at vores skabelsers vidunder ignorerer vi bivirkninger, konsekvenser og glemsel.
Baseret på fortidige antagelser har vi opbygget veludviklede rammer, der findes intet udenfor, for udenfor er udenfor begreb, en ikke-verden, en usynlig verden alle ved er, men ingen kan se da den har andre farver.
I forsøget på at forstå overskrider jeg det åbentlyse og agerer som levede jeg i virkeligheden. Men jeg har fanget den i mit skab, virkeligheden blandt skuffer, hylder og gammelt ragelse. Jeg lukker døren indefra og skimter, lurer på uigenkendelige former.
Jeg er omfattet af systemer, tætte net vi møjsommeligt har udtænkt, bånd som holder og fanger os i et smukt spind. Arendt skriver at handlinger er uforudsigelige. Jeg formoder det er dem vi arbejder grundigt og ihærdigt på at forsvare os imod, her inde fra virkeligheden..

Som en løbeild henvist til en afdanket rytme glider dagene mig af hænde, dynen dækker mine behov, dækker krampetrækninger som spontant trækker alle sener og muskler sammen til en kanonkugle, en klump af ”dark matter”. Al betydning forsvinder ned i opstandne sorte huller, huller der vokser hver gang noget suges ind. Pludselig slipper det forkrampede tag i kroppen, i selvet og jeg strækkes ud mellem verden og væren. Glemt er indlandsisen, glemt er hvordan jeg vader på andre og suger af verden, glemt er formålet med dette brev.


vil du sidder her lidt med mig, vil du lade mig kravle ind i dit hoved, lede efter porten, det rigtige indgangsparti, for at ende med at tage dig i hånden og trække i dig, fange dig bag matterede skodder og holde fast på din essens. Jeg samler sjæle. Massevis af andres livsgnist og erfaring, men jeg er dårlig til at kategorisere, der er rod i arkivet og det hele koges sammen til en massiv pølseret af grumset, lidenskabeligt indhold.

Vi fører dagligt samtaler om afslutning, overstyringens udbrud, men taler sjældent om det nye, det kommende menneske. Måske fordi visse mener at det ikke er nogen tilbage når det hele brænder ud. Jeg tænker på jer, I nye mennesker. I har mulighed for at at spire på ny. Nordmanden mente at det vil ske inden for min levetid, inden for tredive år, han mente bestemt at jeg, jeg kunne nå at se det nye brud, den nye verden spire frem. Jeg tror det ikke, jeg har svært ved at tro at amokløbet kan afvikles så hurtigt.
Men vi tænker jo altid på syndflodens fortælling som afsluttende på lykkelig vis, fordi to mennesker overlever, jeg ved ikke om vi ville definere dét som en lykkelig afslutning på vores storhedstid, vores gyldne tidsalder. Jeg håber I er mange, er flere.

Var jer! ikke splitte verden i kategoriseringer som os, vi hænger nu på dem, de klæber, klistrer systemet fast til vores fysiske hylstre og er ikke til at ryste af. Over tid er vi vokset sammen som siamesiske tvillinger, så infiltrerede at det kræver en skarpsindig skalpel og muligvis fatal operation at frigøre sig.
Pludselig får kategorierne overtaget. De styrer og skaber orden, redskaber som har vendt sig imod os, fanger vores tanker i deres udmålte, afgrænsede arealer. Vi bevæger os i kategoriernes, begrebernes omfattende sump, hopper fra kategori til kategori. Vi stimler sammen med andre som står og træder hinanden over blåfrosne tæer. Indtil kategorien udvider sig, degenerere og falder fra hinanden. Så får vi våde sokker igen.
Det gælder om at være i konstant bevægelse, om løbende at komme op med nye kategorier. Tænk hvis vi løb tør og endte med at falde i sprækkernes sump af udefinerbarhed.
Så, I overladte, når det hele er i opløsning prøv at nyde den daglige dukkert i sumpen, kast jer ud over forståelsen, dyk dybt i uforudsigeligheden, måske det giver perspektiv til muldvarper.

Jeg er desværre befængt af tiden, lænket til en knap og selvfølgelig oplevelse, jeg underholder mig med vampyrer og zombier, jeg kræver rettigheder i den ballon af kategorier, som holder mig oppe. Derfor er mine ord til jer forsimplede og begrænsede, min indsigt sløret af samtidens rus. Men med sløret muldvarpeblik ser jeg alligevel tydeligt at verden er slidt og beskidt. Jeg sidder i rene lagner og lugter til fordærv, for lugtesansen er skarpere end jeg synes om.

Vi satte sat svinene på række, vogtet af hyæner. Byggede landskaber, udstykket, opdelt i båse og fodersystemer. Vi elsker vores husdyr, når de ligger på grillen eller er klædt prikket på i parken. Så længe de er lydige, er der liv og næring, så længe vores agersystemer, plantager og forstøvningsbier makker ret, så længe alle makker ret er der liv.
Jeg kan fornemme færten af ragnarok, for den overdøver dunsten af syntetiske dukkehuse.

Vi har slidt hul på knæene og slider hårdt på syningerne, i kantområder ses møre trevler, har vi glemt at betjene væven. Kan vi overhoved finde den i den store mørke maskinhal blandt smidige maskiner. Skal man slippe tøjlerne? I stedet sidder jeg her ved tastaturet og klaprer løs, i håb om at der stadig kan være betydning i noget, at der stadig findes fordringer som forandrer, handlinger der ændrer.
For år siden konstaterede nogle at historien var slut; åh hvilken dårskab, som har forført os længe, hvilken arrogance, Gud døde med Stirner og Nietzsche, som forudsagde det sidste menneske forført af nihilismes guddom. Derefter blev død Gud ~ kunsten er død, filosofien er død, avantgarden er død, ideologierne er døde, til sidst var historien også død, tilbage var bare det ahistoriske menneske. Et utidigt, arrogant og omnipotent eksemplar af arten. Dermed ikke sagt at der ikke er andre, vi er mange som undervejs har været forført af vores eget storsind. Narcissistisk forelsket i vore frembringelser, har vi redet verden som en hest der skal tæmmes.
Vi kommet langt væk fra at være historiske væsner, og vi kommet så langt væk fra at føle os forankrede i verden, at vi end ikke ænser vi udhuler den, æder den, suger verden tom, og kværner det vi ikke lige umiddelbart kan se værdien i. Hvordan blev vi så blinde og sultne?

Under en usynlighedskappe sniger jeg mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller. Hvor er jord og luft, op og frem -her ?
lyd penetrere forsigtigt blod og lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra en andethed, i det jeg dukker mig og undgår at ramme Utopia i sin flydende formynderiske form. Alligevel følger jeg strømmen af modladning og flytter mig i rekylens turbulens.
De indre skyklapper må hvile nu, pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov til at gro i spandefulde af definitionsløse nuancer.
Måske et håb?

Nye lyde? Liv er skrøbeligt og stærkt, har vi tabt betydningen? måske det bare blev til en kategori blandt kategorier.
Er det alligevel for sent, forstenet.... ting hænder jo ikke bare.. vi gør og vi gjorde, vi udviklede og byggede, syntakser, diskurser, markeder, profitter og funktioner alt sammen som midler til at opnå bedre og bedre liv. Hele tiden i processen bliver det forræderiske middel til målet, formål forsvinder i historiens tåger.
I vil sandsynligvis også skabe, opbygge og glemme, indsætte nye guder og undlade at undres. I en tid vil I måske være i gang, bygge op, men fordærvet og forførelsen vil træde i kræft, hvis I tror at jeres værk er ved at være perfekt.
Vil I begå samme fejl, I er også vi

Og jeg, jeg ender altid ved dette sted, en muldvarpe ved korsvejen, som tror sporet ender blindt og dog møvre mig nynnende videre