lørdag den 16. juli 2016


Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde


jeg gik så det rungede i underlivet
mit hylster følger stride strømme

standpunkt
standpunkt
standpunkt

kloden er lidt svulstig






lørdag den 2. juli 2016


Der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator



lørdag den 30. april 2016





Der er en rød klud i hundekurven

torsdag den 17. september 2015



I ganen sidder en fad plet – hvisker jeg afbrudt til mig selv igen






onsdag den 25. februar 2015


Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!


Bændelorme er hermafroditiske fladorme, der kan leve som voksne parasitter i den menneskelige mavetarmkanal. Ormens karakteristiske led dannes ved ormens hoved. De enkelte led, der kan blive op til et par cm, indeholder ormens æg. Leddene afstødes løbende og forlader kroppen med afføringen.
forlader kroppen med afføringen

Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!




torsdag den 23. oktober 2014

Incitamentets frugt


Klump, stik
listige forsøg på at overrumple hinanden
klump fang
hæ hæ vi sidder her endnu


juhuuuu vi
hører til
tilhørerer


vi skrubber
tilskurerer


Du skal givetvis gå


Jeg ved at man skal ønske dig rigtig meget
Jeg ved at man skal ønske sig rigtig meget

Du stammer det tit – vi ska forgå





 Rifter er røde, ar kan være blå, livstanker er sprøde og vi er ligeså





søndag den 20. april 2014











Selv med hænderne over dynen er jeg den farligeste på min vej


- - - - 


Ser jeg gennem lede udstående øjne
ånder jeg alverdens luft og spyer det ud som svovlskyer
spænder jeg ben for de fremadskridende krikker
strammer jeg garnet til daglig og kaster rød maling
er jeg måske ikke omgængelig
jeg
er

vi 




tirsdag den 1. april 2014





Til de efterladte


Til de efterladte, overlevne, udlevne staklerne der står tilbage i nyfødte braklandskaber, til dem der skal rydde op efter festen, den dag bageren holder lukket. Intet blødt brød kun røg og aske. Jeg skriver til jer, da mine tanker ofte kredser om den uendelige fremtid, siddende her ved skrivebordet i en bestående verden, klædt som Kassandra i Troja, uroligt ventende, replikerende repræsentanten for det sidste menneske.
Foran mig står en kop dampende kaffe, computeren spiller Bach og tastaturet er trådløst -fordi det gør livet lettere. Kan mit liv blive lettere? Livet så let at jeg næsten ikke kan mærke tyngden af at eksistere, næsten ikke kan mærke den uundgåelige inderlighed, der kommer af at omstændigheder betyder noget, kræver noget.
I vores indbildte uansvarlighed skyder vi skylden på skæbnen. Grebet strammer den fælles ignorance og vi lader os fange i guden Samtid's celle. På vejen ind i selvskabt mikrokosmos taber vi bidder af erkendelsen, ramt af modernitetens tveæggede sværd, opfindes ting og begreber i en uendelighed. Blændet at vores skabelsers vidunder ignorerer vi bivirkninger, konsekvenser og glemsel.
Baseret på fortidige antagelser har vi opbygget veludviklede rammer, der findes intet udenfor, for udenfor er udenfor begreb, en ikke-verden, en usynlig verden alle ved er, men ingen kan se da den har andre farver.
I forsøget på at forstå overskrider jeg det åbentlyse og agerer som levede jeg i virkeligheden. Men jeg har fanget den i mit skab, virkeligheden blandt skuffer, hylder og gammelt ragelse. Jeg lukker døren indefra og skimter, lurer på uigenkendelige former.
Jeg er omfattet af systemer, tætte net vi møjsommeligt har udtænkt, bånd som holder og fanger os i et smukt spind. Arendt skriver at handlinger er uforudsigelige. Jeg formoder det er dem vi arbejder grundigt og ihærdigt på at forsvare os imod, her inde fra virkeligheden..

Som en løbeild henvist til en afdanket rytme glider dagene mig af hænde, dynen dækker mine behov, dækker krampetrækninger som spontant trækker alle sener og muskler sammen til en kanonkugle, en klump af ”dark matter”. Al betydning forsvinder ned i opstandne sorte huller, huller der vokser hver gang noget suges ind. Pludselig slipper det forkrampede tag i kroppen, i selvet og jeg strækkes ud mellem verden og væren. Glemt er indlandsisen, glemt er hvordan jeg vader på andre og suger af verden, glemt er formålet med dette brev.


vil du sidder her lidt med mig, vil du lade mig kravle ind i dit hoved, lede efter porten, det rigtige indgangsparti, for at ende med at tage dig i hånden og trække i dig, fange dig bag matterede skodder og holde fast på din essens. Jeg samler sjæle. Massevis af andres livsgnist og erfaring, men jeg er dårlig til at kategorisere, der er rod i arkivet og det hele koges sammen til en massiv pølseret af grumset, lidenskabeligt indhold.

Vi fører dagligt samtaler om afslutning, overstyringens udbrud, men taler sjældent om det nye, det kommende menneske. Måske fordi visse mener at det ikke er nogen tilbage når det hele brænder ud. Jeg tænker på jer, I nye mennesker. I har mulighed for at at spire på ny. Nordmanden mente at det vil ske inden for min levetid, inden for tredive år, han mente bestemt at jeg, jeg kunne nå at se det nye brud, den nye verden spire frem. Jeg tror det ikke, jeg har svært ved at tro at amokløbet kan afvikles så hurtigt.
Men vi tænker jo altid på syndflodens fortælling som afsluttende på lykkelig vis, fordi to mennesker overlever, jeg ved ikke om vi ville definere dét som en lykkelig afslutning på vores storhedstid, vores gyldne tidsalder. Jeg håber I er mange, er flere.

Var jer! ikke splitte verden i kategoriseringer som os, vi hænger nu på dem, de klæber, klistrer systemet fast til vores fysiske hylstre og er ikke til at ryste af. Over tid er vi vokset sammen som siamesiske tvillinger, så infiltrerede at det kræver en skarpsindig skalpel og muligvis fatal operation at frigøre sig.
Pludselig får kategorierne overtaget. De styrer og skaber orden, redskaber som har vendt sig imod os, fanger vores tanker i deres udmålte, afgrænsede arealer. Vi bevæger os i kategoriernes, begrebernes omfattende sump, hopper fra kategori til kategori. Vi stimler sammen med andre som står og træder hinanden over blåfrosne tæer. Indtil kategorien udvider sig, degenerere og falder fra hinanden. Så får vi våde sokker igen.
Det gælder om at være i konstant bevægelse, om løbende at komme op med nye kategorier. Tænk hvis vi løb tør og endte med at falde i sprækkernes sump af udefinerbarhed.
Så, I overladte, når det hele er i opløsning prøv at nyde den daglige dukkert i sumpen, kast jer ud over forståelsen, dyk dybt i uforudsigeligheden, måske det giver perspektiv til muldvarper.

Jeg er desværre befængt af tiden, lænket til en knap og selvfølgelig oplevelse, jeg underholder mig med vampyrer og zombier, jeg kræver rettigheder i den ballon af kategorier, som holder mig oppe. Derfor er mine ord til jer forsimplede og begrænsede, min indsigt sløret af samtidens rus. Men med sløret muldvarpeblik ser jeg alligevel tydeligt at verden er slidt og beskidt. Jeg sidder i rene lagner og lugter til fordærv, for lugtesansen er skarpere end jeg synes om.

Vi satte sat svinene på række, vogtet af hyæner. Byggede landskaber, udstykket, opdelt i båse og fodersystemer. Vi elsker vores husdyr, når de ligger på grillen eller er klædt prikket på i parken. Så længe de er lydige, er der liv og næring, så længe vores agersystemer, plantager og forstøvningsbier makker ret, så længe alle makker ret er der liv.
Jeg kan fornemme færten af ragnarok, for den overdøver dunsten af syntetiske dukkehuse.

Vi har slidt hul på knæene og slider hårdt på syningerne, i kantområder ses møre trevler, har vi glemt at betjene væven. Kan vi overhoved finde den i den store mørke maskinhal blandt smidige maskiner. Skal man slippe tøjlerne? I stedet sidder jeg her ved tastaturet og klaprer løs, i håb om at der stadig kan være betydning i noget, at der stadig findes fordringer som forandrer, handlinger der ændrer.
For år siden konstaterede nogle at historien var slut; åh hvilken dårskab, som har forført os længe, hvilken arrogance, Gud døde med Stirner og Nietzsche, som forudsagde det sidste menneske forført af nihilismes guddom. Derefter blev død Gud ~ kunsten er død, filosofien er død, avantgarden er død, ideologierne er døde, til sidst var historien også død, tilbage var bare det ahistoriske menneske. Et utidigt, arrogant og omnipotent eksemplar af arten. Dermed ikke sagt at der ikke er andre, vi er mange som undervejs har været forført af vores eget storsind. Narcissistisk forelsket i vore frembringelser, har vi redet verden som en hest der skal tæmmes.
Vi kommet langt væk fra at være historiske væsner, og vi kommet så langt væk fra at føle os forankrede i verden, at vi end ikke ænser vi udhuler den, æder den, suger verden tom, og kværner det vi ikke lige umiddelbart kan se værdien i. Hvordan blev vi så blinde og sultne?

Under en usynlighedskappe sniger jeg mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller. Hvor er jord og luft, op og frem -her ?
lyd penetrere forsigtigt blod og lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra en andethed, i det jeg dukker mig og undgår at ramme Utopia i sin flydende formynderiske form. Alligevel følger jeg strømmen af modladning og flytter mig i rekylens turbulens.
De indre skyklapper må hvile nu, pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov til at gro i spandefulde af definitionsløse nuancer.
Måske et håb?

Nye lyde? Liv er skrøbeligt og stærkt, har vi tabt betydningen? måske det bare blev til en kategori blandt kategorier.
Er det alligevel for sent, forstenet.... ting hænder jo ikke bare.. vi gør og vi gjorde, vi udviklede og byggede, syntakser, diskurser, markeder, profitter og funktioner alt sammen som midler til at opnå bedre og bedre liv. Hele tiden i processen bliver det forræderiske middel til målet, formål forsvinder i historiens tåger.
I vil sandsynligvis også skabe, opbygge og glemme, indsætte nye guder og undlade at undres. I en tid vil I måske være i gang, bygge op, men fordærvet og forførelsen vil træde i kræft, hvis I tror at jeres værk er ved at være perfekt.
Vil I begå samme fejl, I er også vi

Og jeg, jeg ender altid ved dette sted, en muldvarpe ved korsvejen, som tror sporet ender blindt og dog møvre mig nynnende videre







lørdag den 29. marts 2014

de uformelige ligger i spænd så længe at kernehuset forsvinder

metamorfose er uundgåelig 

vores fine maskine kan i selv de grelleste tilfælde 
få styr på omstændigheder 
tavshedens tortur introducerer kagemand og kagekone






lørdag den 8. marts 2014





--- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- ---

En billedfortælling om at gribe ind!
eller ej




tirsdag den 4. februar 2014

fredag den 31. januar 2014

ekskursion til rungende hulrum


ekskursion til rungende hulrum
eller
glatte ords elegante aflejringer
som slår smut med fortællinger


og rammer atmosfærens tempererethed

-

En lortebrun sal med lavthængende søljer har fuldmagt til at skrabe skallen hårdt, rette rynker, glatte pander
baner af rallende fluer hænger fra loftet og mødes i ukendte hjørner hvor stride gardiner brydes af skærende stråler i middelmådigt mørke
løjerligt fører jeg armen
udbasuneret er dommedag
overbefolket og forpagtet af forkerte håndtag
fordrejet af forsynet for daglige leverancer
jeg dukker behændigt, indbygget refleks udstår indirekte angreb
svale ord drukner i søde udsagn, udvidet af stikordets omkreds – et listigt greb
flagrer broget i ufuldendte bomuldsudsagn
Hold hunden fra toilettet!
Der er køtere i fadet igen 


-


Ret splinten i mine hofter eller mit øje, stram båndet om mit hår eller min hals, som et øg, som en ø, i et hav af årsager, indsnuset kun gennem venstre næsefløj, fanget i flaskehalsmanøvre, udbasunerer jeg heftigt gennem højre næsefløj 
sagte hviskes brudstykker af skambidte besværgelser 

mellem farver fordufter familiære bevægelser, forpjusket blæst om af svingærinder lukket inde i kloakrør  
men min forpote kradser hul i et sirligt system af fodnoter, udløser springladninger af indre bolværk klonk klonk kører kæden når alt lukker til – et hurtigt snit i mælken og den flyder surt igen

-

i daggryet er alt der var alt
fryd og løgn
iscenesat

fosforfakler oplyser lyksaligt
og juristen der løber over sprækker i isen, spænder hundehoveder
for endnu et ovalt panel

Advarsel!
pas på, hvor du træder på loven
når benene stikker og stammerne klemmer
prop skellet i postkassen og hæng i porten så du kun kan fanges

med frigjort grimasse

Kære P -3

Valdemarsgade d. 31 januar 2014



Kære P
Ja nu skriver vi allerede 2014, alt flyver synes jeg og det er rart og forvirrende på samme tid. Det er skønt at flyve rundt og kigge på alt højtoppe fra, mærke at det kilder i maven fordi der er så meget fart på og bryde igennem skyerne. Men det er også lidt luftigt, og jeg savner nogle gang gode gedigne jordhuler.
I forrygende fart lever vi som en lille ny familie, fire forskellige dyr flyttet til Valdemarsgade i august. Der er to voksendyr tårnhule-sneglen og mærkeligdyret evigvred. Så er der teenscreendyret og en filurlarveprincessen. Sammen har vi lavet et bo med både spisebord og gulve til at rulle på.
Det går stærkt i vores bo, og det ses især på hvor meget ikke-voksen-dyrerne vokser. Snart kan teenscreendyret ikke kom ind gennem døren uden at krølle sammen og filurlarveprincessens tæer med grønlakerede negle stikker ud i fodenden af princesse-sengen.
Ak tidens fart kan ses helt tydeligt og det får mig til at ryste gevaldigt i bukserne. Jeg har nemlig opdaget at jeg bliver ældre, hele tiden bliver jeg ældre, det er næsten uforsvarligt at gøre mig ældre, der medfølger jo opgaver man skal udfylde og det er jeg ikke sikker på jeg er indstillet på. Man skal f.eks. vrisse på en ganske bestemt måde, eller også skal man være meget snakkesaglig med sidemanden i bussen, beggedele jeg er adfærd jeg normalt ikke er spor familiær med. Man skal også have opsparet noget pension, og glæde sig over at tv'et stadig laver gode debatprogrammer.. alt det der er meget godt, det kan jeg nok lære mig, der er endog nogle af tendenserne jeg allerede besidder, uden at ville være ved det. Nej det sværeste er nok at man skal være sendrægtighed og langmodig. Det er jeg ikke! Og så skal man nok have fundet sin plads i livet, det har jeg heller ikke. Faktisk blev jeg ramt af panik i dag, en slags eksistens-panik over at jeg ikke ved hvor jeg skal hen med noget og føler jeg flagrer rundt. Hvordan finder man ”sin plads”. Jeg er vel dårlig til at lede måske det har noget at gøre med langmodighed, eller også er jeg ikke rigtig interesseret i at kigge grundigt efter. I hvert tilfælde føler jeg, at jeg er båret af hvirvlende vinde og kommer derhen hvor de tilfældigt bærer mig. Det er der jo på ingen måde noget galt med, tværtimod kan vinde være skønne transportmidler, problemet er nok noget med det der ”alder”. Som om det ikke passer med min alder. For inden i kan jeg være så gammel, så gammel at jeg synes at alle burde lytte til mig, og derfor skulle sidde i en hule på et bjerg. Samtidig kan jeg blive overvældet af en ungdommelig appetit på liv. Ja, du kan nok høre det er skøre problemer jeg har. Jeg kan blive så overvældet af denne appetit at jeg kaster mig hovedkulds ud i fremmede stor projekter.. uden hverken gangstativ eller kørestol.
Det seneste og største eventyr, som jeg stadig sidder i er nok denne familiesammenførelse. Denne gang var vindene ikke bare almindelige trækvinde, denne gang var det en ganske særlig slags kastevinde af orkanstyrke. Jeg er blevet kastet rundt, og hvirvlede så meget omkring at jeg har fået ondt i kæberne, af at grine. Det kilder nemlig på den mest ufattelige måde. På min rejse holder jeg hårdt fat i evigvreds hånd, vi holder så godt fat i hinanden at der skulle en ualmindelig vred tsunami til at tvinge vores hænder fra hinanden. Jeg skal nemlig røbe at hendes hånd er så fin, at jeg tænker aldrig slippe den igen. Og sammen hvirvler vi rundt og griner. Tit leger vi tagfat med de andre dyr, helt anderledes sjovt når man flyver og alle triller vi rundt i skyerne og griner så tårerene triller og regner på ned på tvære fodgængere.
Når jeg indimellem lander og vi alle fire sidder i vores slot, bliver jeg ramt af en forunderlig følelse af noget meget familiært. Jeg ved at jeg er hjemme og det er rart at have fundet hjem, jeg vidste jo slet ikke det var det jeg ledte efter. Jeg vidste ikke at jeg kunne finde et mærkelig-dyr som var så klogt og var så lækker at dele en flødeskumsseng med, jeg var ikke klar over at der fandtes mærkelig-dyr, men jeg er lykkelig for at måske den eneste af slagsen rendte ind i mig.
Nu render tiden igen og klokken er mange jeg venter på evigvred, vi skal nemlig flyde i flødeskumssengen og se film. Det er lidt svært at forstå hvad der er op on ned efter så mange koldbøtter, men det er egentligt også ubetydeligt jorden drejer jo hele tiden alligevel

rundtossede kærlige hilsner

S

tirsdag den 7. januar 2014

VOLDs form



Vold er instrumentel
skriver Hannah Arendt

barnevognen bagved taler jysk og jeg får lyst til at vende mig om og smadre telefonen i hovedet på blondinen. Er det telefonen, mig eller blondinen der er instrumentet, er det vold der er handlingen eller er det tanken
afmægtighed og autoritet hvad gør mig mest voldelig
er jeg et voldsinstrument
jeg er ikke specielt hævngerrig
adlyder jeg er jeg autentisk lytter jeg til mig selv – når jeg bare får lyst til at skyde alle dem der gør det samme, får lyst til at pløkke flokken
kan man være autentisk uden at blive frustreret
kan man være ærlig over for frustrationen uden at få lyst til at reagere
kan man reagere uden at det kan ses og mærkes – skal man det?
Kan det ses og mærkes uden at det er betydeligt – kan det være betydeligt uden at det er voldsomt. Hvad vil det sige at være voldsom
skal man være voldsom noget – kan man være voldsom lystig, man kan være lystig. Kan man være voldsom uden at være noget
voldsom i forhold til hvad – voldsom overfor hvad, eller overfor hvem. Kan man være voldsom uden at der er en modtager
Kan man have en modtager uden at have er budskab. Kan voldsom være et budskab
kan man være en slags voldsom over for nogen/noget uden at lave et aftryk
kan man være til uden at sætte aftryk – kan man være til uden at være voldsom
kan lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal jeg forhindres, skal jeg være lystig, skal jeg være voldsom
er vold mit instrument når jeg er voldsom hvor er volden i voldsomhed
er vold noget rettet mod en modtager og voldsom et udbrud uden aftager
lønsomt begrænser jeg vingefanget

søndag den 5. januar 2014

AFORISMER


 
Test mit syn, jeg trænger til at se forvrænget

-

Når man synes andre er dumme, så tager man udgangspunkt i en standart, hvilken?

-

I min lille deling kan vi sagtens blive enige om at mene det rigtige

-

Noget siger mig verden er større end alle de systemer vi kan komme op med

Det kræver den største nøjagtighed at skabe modtryk

-

Begræns ikke verden – ingen fladpandet form

-

Vis mig dit nummer og jeg vil fortælle dig du er – et tal!

-

- kan man sidde så stille at man går i stå

- kan man forsvinde uden at være stille

- kan man eksistere og være stille

-

Afglansbilleder fordamper af at kigge for dybt

-


Men vi skal jo flytte verden hele tiden.....

-

Kodesproget rammer under bæltestedet og propper os med klodser

-

Vores handlinger er den ejendom – andre kan benytte, beskyde, prise eller pisse på

-

Hvorfor skal vi arbejde?

Hvad er arbejde?

Hvad er ikke arbejde?

-

Ansvaret er ikke en dom, det er altid en skide erkendelse

-


Hvordan opdrætter vi skæve vækster

Drømmer vi om skrappe systemer for tilfældighed

Har vi plads til både dig og mig

-


Når vi ikke angre hvis vi opfører os som svin, kan vi være svære at tilgive

-

Jamen du er jo slet ikke lige som mig -hvilken befrielse

-


Du viser hvem du er idet du gør

-


Tempereret – bare tonen i ordet strammer

-


Radikal omtænkning er noget helt andet end du forestiller dig



LidT for KorT og KomPakT -ord og tanker om noget meget, meget OmFaTTenDe



Fordord

Heidegger1 vil fordre en åben tilstand til alt i tænkning ud af forudfangende former, stille spørgsmål ved formens væren for ikke at fiksere som et værende.
Åbenhed er også den tilstand de afdankede i klubben fordre, for at skabe mulighed for forandring i det gamle sind, de fastlagte baner, kræver det at åbne sit tilvoksede væsen.
Jeg vil ikke fanges i kulturens snerrende lænker, jeg insisterer på uforudsigeligheden som det bærende, det som bryder vores fastsatte forestilling, og som Arendt2 har tænkt sig frem til, feltet hvor friheden hviler i handlingen, den uforudsigelige, uoverskuelige, uomvendelige handling, det som åbner for os, der er menneskets frihed.
Den vil aldrig findes i faste diskurser, syntakser, kulturer eller strukturer. De dele skal vel bare til for at opholde den daglige gang i livet med sig selv og mellem hinanden. Men det er tyranniske elementer idet øjeblik de bliver ophævet til gud eller lov, de lukker sig om os og indskrænker verden, binder hinanden og lukker for store H's væren. Fordi vi holder op med at lytte, vi vil kun bekræftes, vi higer efter denne bekræftelse i frygt, tænk hvis vi ikke har ret. Det er vigtigt at blive inden for formlen, ellers er der ingen der bekræfter tanken, og så er den måske irrelevant!!! Sådan holder vi hinanden fast i ufrihed i stedet til at fordre en brydning. Tænk hvis det vil resultere i en katastrofe, store H var nazist!!! Vi kan alle være potentielle nazister hvis vi glemmer at hovedformålet med ”det fælles” er alles trivsel, frihed og lige rettigheder.
Men skal vi ikke tænke fordi vi er bange for hvad vi vil komme frem til?
Er vi så utrygge, at vi mener sandhed er farlig?
Er søgen efter sandhed, forstået som store H's definition som en lytten til væren, så farligt at vi må begrænse opfordringen?
Er det kun for de få at komme med påstande, de få som er kommet igennem nåleøjet, de uddannede tænkere, de udråbte teoretikere, dem som ikke behøves at bakke deres argumenter op baseret på andre teoretikere. Alle andre skal holde formen og bevare ærbødigheden, på det bestemteste undgå at påstå noget og fortrinsvis holde sig til at flette de allerede definerede sandheder – rigtigheder. En fantastisk øvelse i uselvstændig tankeunddragelse.
Jeg synes den største åbning til reflektion til stadighed er ”barnet” der konstaterer 'han har jo ikke noget på', selv om at det i vor tid ofte kan synes at teoriernes vævere bliver anset for oraklerne.

'I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.'3


Kap. 1 

Det er nemt at sidde her i min seng og harcelere over verdens idioti, det er for nemt, så jeg vil hermed opfordre mig selv til at udrede de tanker som ligger til grund for denne foragt. Og her indtræder problemet straks, for det er jo lynende svært at udrede hvad der foregår mellem sådan to ører.
Den tanke jeg pt kredser mest om, er det jeg kalder metafysikkens herrementalitet, den vestlige verdens menneskeherredømme, og hvilken filosofi/mentalitet den afstedkommer.
Den vestlige verden opfatter mennesket, som noget særligere end alt andet organisk i verden (jeg skal ikke gøre mig klog på hvilke andre kulturer praktiserer denne tilgang til verden omkring os). Uden dermed at indse, hvordan alt i verden er noget radikalt andet end os mennesker. En elefant eller en amøbe har radikalt andre færdigheder og bevæggrunde, end vi med vores menneskebevidsthed kan sætte os ind i.
Mennesket har i deres selvfedme besluttet at fordi vi er den mest intelligente organisme, ved at vi har selvbevidsthed og kan skabe nyt. Derfor har vi fri råderet til at herske over og beherske resten at verden.
Den forudsætning er der to problemer ved. Det første problem er, at vi sætter en meget indskrænket definition af, hvad det vil sige at tænke og være. Derved værdisætter vi vores fordele, som vigtigere fordele, frem for f.eks. fugles fordele ved at kunne indgå i formationer og have en form for fællesbevidsthed.
Jeg skal ikke kunne sige hvilke evner er de vigtigste og det er heller ikke mit ærinde. I stedet er det at fremhæve det ucharmerende, ved vores(msk4) måde at værdisætte vores egne fordele, som de vigtigste. Så vigtige at vi kan retfærdiggøre at herske over (og hærge) alt andet organisk liv på planeten.
Det andet problem i dette er, at vi derved værdisætter egenskaber (på trods af at vi aldrig vil kunne komme ud af vores egne egenskaber og over i en hvilken som helst andens organismes egenskaber bare et sekund, vil det sige at vi kun kan værdisætte dem ved at observere..), som overlegne andre egenskaber.
Hvis man skal følge kongstanken bag det at msk hersker, så er det vel at dem der er mere kloge må herske over og udnytte dem som er mindre kloge... uagtet at de mest destruktive på jordkloden er msk.
Vi har igennem 2000 år i de vestlige kulturer lavet en rangorden, hvor vi placerer mennesket i toppen. Men hele problemet ved denne manøvre er, at man så har fastlagt nogle værdier, nemlig menneskets væren som vigtigere end resten af biologien væren. Derved indskriver man en overlegenhedstanke som grundelement i tilgangen til at tænke. Msk vil aldrig kunne vide hvad det vil sige ikke at være msk, og derfor er denne bedømmelse af msk's bevidsthed, som havende forrang for alt andet, i sin grundstamme en værdisætning baseret på et ignorant grundlag.
Når msk går ind i verden med denne indstilling, så lægger vi som grundlag i hele vores civilisation en herrementalitet. Denne mentalitet tager vi med os hele vejen fra antikken og kristendommen oprindelse frem til i dag. Man kan se, på samme måde som vores tekniske/logiske måde at reflektere på som store H pointerer fordærver tænkningen til et simpelt logisk-ulogisk, og derved opbygger forsimplet rigtighed i stedet for at lade sandheden være noget som kommer til syne, så fordærves msk ved sin overlegenhedstænkning, ved at indsætte et værdisystem hvor den menneskelige bevidsthed ligger på toppen. Fordærvelsen sker ved at vi accepterer sådan et hierarkisk system som vores grundlæggende tilgang til væren i verden. Derved kan vi ikke efterfølgende opbygge et system med gensidig respekt, eftersom det bygger på en grundlæggende ide om dem (dyre- og planteriget) og os (msk).


Kap. 2
Skal delfiner også beskyttes af menneskerettighederne??????

H skriver at hans tænkning kun forholder sig til mennesket, men kan man det? Bliver man ikke også nød til at se på hvordan mennesket opfatter det omring sig, som også er levende. Einstein har en fin pointe når han udtaler at alle er geniale i deres eget element også dyr. Fordi der i den pointe implicit ligger at vi msk ikke nogensinde vil evne at forstå andre end os selv. Hvilket i sig selv heller ikke er for nemt, for man kan aldrig betragte sig selv. Vi har en indsigt i egne evner, men kan ikke se os selv udefra. Omvendt er det med alle andre arter, dem kan vi kun betragte udefra, men vil aldrig få erfaringsbaseret indsigt i hvordan artens evner fungere.
H kritiserer det han kalder metafysikken, for at tage udgangspunkt i animal rationale. Det bevirke at vi ser på msk på en bestemt måde nemlig homo animale, men det viser kun et blik på msk, han mener vi skal se på msk som homo humanitas.
Det som H kritiserer er altså at vi har benyttet et bestemt blik eller udgangspunkt og opbygget filosofier om msk og msk's væren ud fra det, nemlig animal rationale, en vinkel som er baseret på nytteværdi af msk's væren, en 'teknisk' (techne) tilgang vil menneskeværen, og derfor skabt et meget begrænset tænkningsgrundlag. Han mener homo humanitas, skal være msk's udgangspunk når vi tænker over msk's position i verden og dets væren.
Jeg mener begge perspektiver fjerner mennesket fra dets organiske omverden, hvilket resultere i at filosofien bygger på et omnipotent afsæt. Og på samme måde som det omnipotente barn, der begår sig i verden, som om verden var til for den, så har vi i århundreder filosoferet ud fra at verden er til for os.
Men hvis man lige går lidt rundt om den tanke omkring animal rationale, og tænker over hvilket blik det byder at msk ser sig selv som et forhøjet dyr, eller at verden er til for os.
Det har medført at man ser på dem i forhold til msk og ikke som værende sig i sig. Dette er ikke skrevet for at forsvare dyr, men det er interessant fordi det fortæller om et omnipotent korstog 'ind i verden' som msk bedriver, ud fra den forudsætning at vi er de mest intelligent her på jorden.
Vi begår os i 'den fælles verden', som ignorante fyrster. Argumentet bag denne brovtende adfærd er at vi er de mest intelligente, de eneste som har en udviklet selvbevidsthed, et veludviklet sprog og en fantasi til at skabe verdenener, ikke bare være i den udstukkede verden.
Men fordi vi har større evner end de 'mindrestående' racer, giver det og så os fripas til at udnytte? Hvad nu hvis der kom et rumskib læsset med en for os meget overlegen livsform? Ville de så naturligt skulle have lov til at underlægge sig os, som vi underlægger og naturen?
Alt det handler ikke om forsvar for dyr eller om tro på liv i universet, det handler om at belyse hvordan vi som msk betragter os selv i forhold til verden, hvordan vores væren er flydt ud og holdt op med at forholde sig til resten af verden som noget der er til. Resten af verden er noget som er til, ikke noget som er.
”Verden” er et begreb vi har besluttet os for og defineret. Det er vores hjemmebryggede forklaring, fordi vi er dem som besidder skaberevnen, er det os der definerer verden. Men i pricippet svarer det til NN som konstaterer at han/hun er den mest vigtige i sit liv, og overser tillægget at livet (og verden) NN indgår i, er hvad andre gør det til.
Nu er det igen ikke for at opstille en moraliserende formel for den korrekte selv-, verdensforståelse. Formålet er at se på hvad som fordrer 'den fælles verden' og hvad som nedbryder.
Først vil jeg lige uddybe hvad jeg mener med 'den fælles verden'. Vi kan ikke se bort fra at der er en helhed, dette er på ingen måde en harmonisk helhed, det bliver den aldrig, for det er ikke verdens opgave at være eller blive perfekt.
Vi kan heller ikke se bort fra at vi indgår i denne helhed, at jorden nærmest virker som en organisme og at vi alle er en del af denne organisme. Nu har jeg aldrig været en celle, så jeg aner ikke om en enkelt celle i min krop har sin egen bevidsthed, men jeg ved at kroppen fungere som et helt system, bestående af en hel masse dele som arbejder sammen, uden det samarbejde ville kroppen ikke hænge sammen og ikke kunne leve videre.
Vi som msk (som alt levende i øvrigt) fødes ind i denne verden, det kan vi ikke undslå os. Verden er der før vi kommer og den forbliver efter vi er væk. Alt hvad vi gør i løbet af et liv, gør vi 'inde i verden'. Vi kan altså ikke undgå at være i 'den fælles verden'. Denne verden er ikke min og den er heller ikke kun menneskenes, det er en fælles verden.
Det er længe siden at vi på vores del af kloden besluttede, at slaveri og undertrykkelse var af det onde, at alle msk var lige, dvs. lige værdige. Det har taget generationer at effektuere dette, så selv handikappede havde samme rettigheder som andre msk og det er på ingen måde et færdigt projekt.
Det er selvfølgelig et meget vigtigt skridt for menneskenes indbyrdes trivsel og ligeværdighed. Men når vi opstiller en model som koncentrerere sig om at alle msk er lige værdige, så siger vi desværre samtidig at alt andet ikke er det. Og hvad betyder det? Hvilke konsekvenser har det over tid på vores væren i verden? Det er jo ingen tvivl om at tidligere tiders msk var tættere på naturen, bl.a. fordi udvindelserne af naturen ikke var blevet sat i system og overtaget af maskiner og storproduktion.
Derfor kan det have medvirket til at det msk som så indædt kæmpede for lige værdighed, overså at det så samtidig ville betyde en mer-ret for msk til at herske over alt andet i verden. Måske de overså, hvad det kunne føre med sig? måske de slet ikke havde fantasi til at forestille sig, hvad msk kunne finde på at opfinde for sin egen magelighed, livstrivsel og fortrinsretsskyld.
Man kan indvende mange gode ting mod denne msk-blasfeminske tale, og det er rigtigt at oplysningen havde et væld af fantastiske indsigter. At det har skabt bedre forhold generelt for millioner af msk, og ikke mindst at jeg selv har nydt godt af fordums kampe for rettigheder og lighed. Men det betyder jo ikke at man ikke skal se på de små sprækker, som var i den oprindelige tanke, og som stille og roligt for lov til at udvide sig når noget bliver en vedtaget 'sandhed'. Faktisk er det jo altid interessant at se på sprækkerne i de fasttømrede 'sandheder' for de viser hvad vi har overset, de antyder alle de sandheder vi ikke kigger efter.



Kap 3
….og hvis man har opnået magt, så skal man hensynsløst til alt andet liv, udnytte det.......

Altså den lille sprække i lige-værdigheds tanken fra oplysningen er vokset og er ved at rive hul i verden som vi kender den.
Hvad er det så denne tanke består af, som er så destruktivt at det kan rive hul i verden, i den for flertallet (i vesten) rigtig gode samfundsmodel, som er udviklet på baggrund af oplysningens grundtanke. Problemet ligge i at vi opfører os som omnipotente børn i forhold til den verden som omgiver os.
I naturen bliver der jo slået ihjel hele tiden, hvad er forskellen? Er der forskel på motivet bag???
Det er ikke fordi vi ikke må slå ihjel, for havde vi ikke gjort det så havde vi aldrig overlevet, lige som løven ikke kan overleve uden at slå ihjel, men det er måden vi anser det omkring os. Jeg plejer at citere spiderman eller måske er det x-men with great powers comes great responsibility.
Hvorfor er det relevant i dette tilfælde. Fordi hvis man ikke indser sin egen kraft, så kan man komme til at kvase det man vil kæle for.
Der er altså indtil videre to forhold det ene: At det er vores større bevidsthed og intellegens der gør at vi kan bestemme over resten af verden, vil medføre at i det tilfælde der kommer en alien, som er af en højere bevidsthed og intelligens, vil det være naturligt at underlægge sig, ligesom vi underlægger de underordnede dyr/organismer (og nogle menneske racer)? Vi har derved opstillet en sparsom og ignorant definition af hvad liv, værdi og erkendelse er. Livsprocessen er rig og finurlig, pludselig kan værdierne ændre sig, og derefter er det en anden der er stærk. Der er ikke noget særlig opbyggeligt, skabende ved at tryne andre for at hæve sin egen velfærd.
Denne model bygger på at den som er 'stærkest' (ikke nødvendigvis forstået som fysisk), kan underordne alt lavere stående så længe det ikke er 'a fellow man'.
Det andet og meget vigtigere forhold er: Hvilken konsekvens har det for vores forhold til os selv og vores værende, når vi antager, at fordi man kun forstå sig selv og sin art, behøver man ikke respektere dem/det man ikke kan forstå. Hvis vi skulle overføre det forholdningsafsæt til køn, racer eller religion, så tydeliggøres den herskermentalitet som ligger til grund for antagelsen.
I den kapitalistiske og vækst baserede samfundsmodel, bliver den omkringliggende verden til ressourcer, som mennesket frit har råderet over. Vi opfører os som ignorante herskere over den organiske vedren, herskere i total benægtelse om vores egen position. På samme måde som patriakken i et patrikalsk system, ville benægte at han havde en særlig magt og herskede over andre.
Men igen så skriver jeg ikke alt dette for at redde verden eller fordi jeg elsker dyr. Jeg funderer bare over om det ændre den måde man handler på, hvilket afsæt man har. Hvis man går ind i verden med en naturlig tillært respekt for sine omgivelser eller om man går ind i verden med en selvfølgelig attitude om at verden er til for en selv.
Jeg mener helt bestemt at der er ikke noget særlig opbyggeligt og skabende, ved at tryne andre for at hæve sin egen velfærd. Og jeg mener at det destruktive ligger allermest i min og den vestligeverdens menneskeforståelse, som overlegent alt andet organisk liv. Det ligger i en indre grundantagelse af sig selv som hersker over verden.


1 H for Martin Heidegger
2 Hannah Arendt
3 H.C. Andersen – Kejserens nye klæder
4 Mennesket

mandag den 16. december 2013

Sektor 13



  
Talen til åbningen af udstillingen Sektor 13

Afgangsudstillingen 2013 af Det Fynske Kunstakademi – Kurateret af Signe i samarbejde med afgangseleverne.
Deltagende kunstnere: Tuk Bredsdorff, Kristian B Johansson, Tom Kietz, Nenad Milcevic, Niels Pugholm, Clara Starck og Karen Marie Ørsted. 

 
Hvad er i grunden en by? Det er vel der hvor forskellige individer stimler sammen for at bruge mangfoldigheden og fællesskabet til at kunne række længere, bygge stærkere, og derved opnå mere. En sammensat form som hvert enkelt individ uomvendeligt bliver en del af, og som netop bliver til i rummet mellem husene, mellem menneskene – mellemrummet er det fælles.
Sektor 13 blev metaforen for det som opstod da afgang 2013 skulle mødes i et nedslag. Værkerne skulle placeres og i mellemrummet opstod byen. Den voksede ud af et ønske om at være forbundet, trods hver især’s unikke kunstpraksis og udtryk.
Byen er det fælles der er mellem husene, der hvor vi møder andre.
Sektor 13 er metaforen for det møde, der hvor alle syv går sammen i deres forskellighed og skaber en fælles platform, indenfor det område som er blevet stillet til rådighed.
I den fællesproces tabte ingen af kunstnerne opmærksomheden og grundigheden af det kunstneriske arbejde. Og derfor kan man i Sektoren blive forundret, skubbet til, berørt og udfordret i sin grundlæggende ide om bl.a. magtforhold, tilhørsforhold, værdiskabelse og produktion. Man kan lytte, læse, sanse, studere og ikke mindst reflektere.
Værkerne på udstillingen indeholder mange lag og åbner derfor for, at vi som betragtere kan gentænke både verden og vores væren i den.
De nyuddannede kunstnere, har med udstillingen givet os den gave, at vi kan tage indtrykkene med os ud i den fælles verden, og bruge dem til at reflektere over de omstændigheder vi befinder os i og hvordan vi strukturer dem. Det er en stor gave og opfordring til os, for det kunne nok klæde det store fællesskab, hvor det ofte kan virke som om at alle råber og kun få tænker.
Tak for alle de refleksioner I har udfordret mig med, det har gjort mig meget rigere. Tak for samarbejdet og stort tillykke med resultatet. Jeg ønsker jer alt det bedste fremover.













onsdag den 4. december 2013

Utæmmelig


Velkommen i klubkedelig! for de følsomme på tværs

from a corner of the sane part
What is the world like on the other side... of yesterday
Citizen number 1905670448 send you a message!!!
eat shit and collect numbers!!! who wants to be free for real?


-


Brødkniven holder bordpladen i spænd

Indimellem
når verden helt ned i min lilletå
og jeg husker

det skaber frygt at leve under dyner af enighed

Sære frugter dingler let


-



Jeg har et stort hoved der er svært at balancere
dinglende prøver jeg at finde fremad, en hvilken som helst retning
som en ballon vil det stige til vejrs
jeg presser en stram maske over kraniet for ikke at udstille deformiteten
jeg sørger for at underlødige uhensigtsmæssigheder ikke flyder frit
jeg skåner jer altid lidt

-

Skriv dit svin ellers bliver du aldrig lukket ud, her kan du sidde og gurgle til dunsten af rådne appelsinskaller

Læg dig fladt på maven, lad porerne udvide sig og folde i spasmer, klip så hul i navlen, derved kan du grave i takt til de svagtseendes blodstyrtninger

Skriv dit svin! tramp på eget udsagn, så tyggegummiet bliver hængende i sålen og bukserne glider stille ned -hermed en opfordring til klar afvisning og ærbødighed

Skriv dit svin eller verden blev til igår, lammet af fårede forstyrrelser. Luk ormene ud og lad dem bore sig ind i vågenheden, angrib ormegården kannibalsk

hvem skal foretage dissektionen -spurgte de lyssvage. Skal indholdet destilleres og runge i korridorene? Indholdet skal skære min næse fold op, splitte bugen og bombardere mine sanser – Skriv eller gå under med ignoranter og illusionister - tag mig med ord dit svin

-

Når nu jeg lister så meget, kunne jeg jo forskrække nogen
når nu vi lister så meget, kan vi jo forskrække os selv

listedyr let på tå udhulet og fyldt med strå

-




Kan man
ikke
orke verden



-

Lediggang forsyner forsynet, jeg lusker til samtale medbragt glidecream og filurkattens smil. Det lønner sig altid at tage tryllekappe på. Superkarla klarer sig bedst også mellem måltiderne, hvor vi bliver slugt levende som varme kartofler.
Grønne græsgange skal til frisøren igen og belaste kontanthjælpen, fyrige graner skydes af helvede til og rammer nok i Østersøen inden færgen lægger til og de fremmede kan komme ind.
Den største stamme blev til talerstol for overhovedet, som blev savet fra kroppen den dag hun gik ind i skabet, og tryllekunstneren underholdt en kedelig flok med den oversavede politik.
Kan man dog for helvede ikke købe rønnebær hele året, skal de absolut glaseres af glanskokken på toppen. Alt ondt synes at komme til mig når jeg ligger på langs
-

Det er egentlig ikke særlig svært at sidde på en stol, så længe man kan holde balancen, selv om at kloden er rund og spinder i et rasende tempo. Det er egentlig ikke særlig svært at mærke ballerne blive trykket mod sædet, presset ned og ud af tyngdekraften der trækker den bløde, løse hud til sig. Det svære er at rejse sig, strække benene og skyde knolden i vejret. Jeg kæmper en kamp hver gang jeg rejser mig, trækker mit legeme væk fra jorden, sætter viljen over kraften fra jordens indre, oprejst til lodret position heftigt snurrende og hylende i vinden. Stædigt står jeg

-

Min sorte hud rørte på sig inde i stuen, jeg tror jeg så den i et blink, bevæge sig glidende ned fra bordet mod gulvet, i det jeg slog øjnene op var den på vej ind over mig
det var dagen jeg skulle fjerne mine øjenvipper med en ladyshaver
var alligevel ikke sikker på om det var trygt at gå ud, måske jeg skulle finde min store sparkedragt frem.
Jeg gik rundt og rundt med elefantmaske, til jeg skød mig i foden. For der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator. Jeg måtte sætte mig en stund i den blødeste stol

bag gangen øjner jeg en lille dør med en klar sprække, der kan jeg kun komme gennem hvis jeg lader snablen vokse og klipper halen
hvor mange lussinger kan jeg gi mig selv i dag inden jeg er ude
Muligvis nok til at morfe bare jeg ikke vågner som kakerlak,

kan jeg klæde mig i sort og ikke være kakerlak, sker det kun hvis man tilbeder satan. I så fald må jeg glædes over mit bedrag inden jeg holder op med at ånde tungt og bliver helt kold, inden jeg holder op med bare at være et nummer
Det blev tid til at klippe kløerne på lilletåen og klemme foden i skoen.
godt halen blev kappet tæt ved roden så jeg kan bære stramme bukser
I dag fandt jeg igennem porten uden at holde mig selv i hånden

-


jeg-aber kræver lange arme
giv dem flere figursyede mønstre

-

masseproducerede skamlæber er ofte lidt defekte

-
Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde

-

Nu går mine sko undercover
de blæser på alle ordrer ovenfra