søndag den 3. december 2017

Kan man være ikke-revolutionær?




mandag den 2. oktober 2017


Smagen af et enkelt ord skal trække det rundt i hvælvet, forme sig, tonen springe i et øre og rasere fornuft. Ladningen holder os og sprænger sig fri i egen betydning, en farlig leg blottes i uforsonelig mening og skyder sig op i mig, mit ordforråd er magert, anorekstisk til tider, alligevel søger det orgasmens udfrielse

onsdag den 20. september 2017


Even with my hands above the covers, I am the most dangerous on my way
I caress my inner and gives birth to a lump of dried blood

flushed out with upbringing
discharges psychodynamic explosions in small drops
and make imprints

we all mix blood
Homo Carnosa!

torsdag den 27. juli 2017

og jeg gentager

Mit rum stinker af andre mennesker

jeg lagde mit håndled til tørre i morgenluften

har forlagt en liste over mine lyster

når jeg har raset kan jeg løftes


pisse irriterende at skrabe sig mod døren


onsdag den 26. juli 2017


Solens thrasher natten
så himlen forsvinder
katte der aldrig dør har klare øjne
gennemskuer bilers spor og vejens uendelige striber
natten samler styrken
bryder livet glider i dagen
lyset leger med grænser

vi samler junk og dødsdømtes penge

lørdag den 25. marts 2017


Biller tramper på underhuden, du slikker mig rimper stumper sammen. Løbebiller har skarpe tænder og mariehøns er kødædere


Do we really like being here with each other

Åben ballet for henkogte hjerner

forvildede ord angriber tomme tendenser og meningsløs rekylhyl
udsalgsguder på ravne-rov kan hurtigt omveksles

Hvad fanden er meningen – kan man have en verden man helst ikke skal tænke for meget over !


Sæt kryds, så vi kan evaluere resultatet




søndag den 12. marts 2017



virkeligheden er så dyb
vi har fået nye facader

en dag lå en seddel på dørtrinnet. »Vi slår dig ihjel og skærer dit hoved af,« stod der.
Jeg huggede selv hovedet af og strittede bare med tåen
det går ikke at råbe for meget

der er uhørt






singing against the wall

et symtom

søndag den 5. marts 2017


With my dirty mind and the brilliance of tomorrow I compose this sentence to you

It must be logic of another time
do you remember the last time I touched you

Some smiles hard today

the beauty of inner or outer wastelands
tomorrow morning some will get up again

I must need to do this

living in angles

I explode
all these bright and hazy mornings
get on through to another side

running with an odd pack
I love you guys
I love you all

Sitting on a hidden bench
Are you looking for reason

I am NOT available





fredag den 6. januar 2017

alt emmer af syrlige dunster

de daggamle sokker er uldne
glemte at skifte dem igen

kan klart vand skylle sult væk



lørdag den 16. juli 2016


Jeg elsker vores fine indvolds-maskine, hvor tarme bliver produceret i kilometervis så de kan lægges rundt om danmark og holde farsen inde


jeg gik når det rungede i underlivet
mit hylster følger stride strømme


kloden er lidt svulstig






lørdag den 2. juli 2016


Der var ikke flere dukker i skabet kun en respirator



lørdag den 30. april 2016





Der er en rød klud i hundekurven

torsdag den 17. september 2015



I ganen sidder en fad plet – hvisker jeg afbrudt til mig selv igen






onsdag den 25. februar 2015


Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!


Bændelorme er hermafroditiske fladorme, der kan leve som voksne parasitter i den menneskelige mavetarmkanal. Ormens karakteristiske led dannes ved ormens hoved. De enkelte led, der kan blive op til et par cm, indeholder ormens æg. Leddene afstødes løbende og forlader kroppen med afføringen.
forlader kroppen med afføringen

Er livskvalitet en spoleorm, en smæskende kålorm, en hugorm med hoved i begge ender
en svidende hæmoride!




torsdag den 23. oktober 2014

Incitamentets frugt


Klump, stik
listige forsøg på at overrumple hinanden
klump fang
hæ hæ vi sidder her endnu

vi
hører til

Du skal givetvis gå

Jeg ved at man skal ønske sig rigtig meget
Jeg ved at man skal ønske dig rigtig meget

Du stammer det tit – du ved du ska forgå





 Rifter er røde, ar kan være blå, livstanker er sprøde og vi er ligeså





søndag den 20. april 2014











Selv med hænderne over dynen er jeg den farligeste på min vej


- - - - 


Ser jeg gennem lede udstående øjne
ånder jeg alverdens luft og spyer det ud som svovlskyer
spænder jeg ben for de fremadskridende krikker
strammer jeg garnet til daglig og kaster rød maling
er jeg måske ikke omgængelig
jeg
er

vi 




tirsdag den 1. april 2014





Til de efterladte


Til de efterladte, overlevne, udlevne staklerne der står tilbage i nyfødte braklandskaber, til dem der skal rydde op efter festen, den dag bageren holder lukket. Intet blødt brød kun røg og aske. Jeg skriver til jer, da mine tanker ofte kredser om den uendelige fremtid, siddende her ved skrivebordet i en bestående verden, klædt som Kassandra i Troja, uroligt ventende, replikerende repræsentanten for det sidste menneske.
Foran mig står en kop dampende kaffe, computeren spiller Bach og tastaturet er trådløst -fordi det gør livet lettere. Kan mit liv blive lettere? Livet så let at jeg næsten ikke kan mærke tyngden af at eksistere, næsten ikke kan mærke den uundgåelige inderlighed, der kommer af at omstændigheder betyder noget, kræver noget.
I vores indbildte uansvarlighed skyder vi skylden på skæbnen. Grebet strammer den fælles ignorance og vi lader os fange i guden Samtid's celle. På vejen ind i selvskabt mikrokosmos taber vi bidder af erkendelsen, ramt af modernitetens tveæggede sværd, opfindes ting og begreber i en uendelighed. Blændet at vores skabelsers vidunder ignorerer vi bivirkninger, konsekvenser og glemsel.
Baseret på fortidige antagelser har vi opbygget veludviklede rammer, der findes intet udenfor, for udenfor er udenfor begreb, en ikke-verden, en usynlig verden alle ved er, men ingen kan se da den har andre farver.
I forsøget på at forstå overskrider jeg det åbentlyse og agerer som levede jeg i virkeligheden. Men jeg har fanget den i mit skab, virkeligheden blandt skuffer, hylder og gammelt ragelse. Jeg lukker døren indefra og skimter, lurer på uigenkendelige former.
Jeg er omfattet af systemer, tætte net vi møjsommeligt har udtænkt, bånd som holder og fanger os i et smukt spind. Arendt skriver at handlinger er uforudsigelige. Jeg formoder det er dem vi arbejder grundigt og ihærdigt på at forsvare os imod, her inde fra virkeligheden..

Som en løbeild henvist til en afdanket rytme glider dagene mig af hænde, dynen dækker mine behov, dækker krampetrækninger som spontant trækker alle sener og muskler sammen til en kanonkugle, en klump af ”dark matter”. Al betydning forsvinder ned i opstandne sorte huller, huller der vokser hver gang noget suges ind. Pludselig slipper det forkrampede tag i kroppen, i selvet og jeg strækkes ud mellem verden og væren. Glemt er indlandsisen, glemt er hvordan jeg vader på andre og suger af verden, glemt er formålet med dette brev.


vil du sidder her lidt med mig, vil du lade mig kravle ind i dit hoved, lede efter porten, det rigtige indgangsparti, for at ende med at tage dig i hånden og trække i dig, fange dig bag matterede skodder og holde fast på din essens. Jeg samler sjæle. Massevis af andres livsgnist og erfaring, men jeg er dårlig til at kategorisere, der er rod i arkivet og det hele koges sammen til en massiv pølseret af grumset, lidenskabeligt indhold.

Vi fører dagligt samtaler om afslutning, overstyringens udbrud, men taler sjældent om det nye, det kommende menneske. Måske fordi visse mener at det ikke er nogen tilbage når det hele brænder ud. Jeg tænker på jer, I nye mennesker. I har mulighed for at at spire på ny. Nordmanden mente at det vil ske inden for min levetid, inden for tredive år, han mente bestemt at jeg, jeg kunne nå at se det nye brud, den nye verden spire frem. Jeg tror det ikke, jeg har svært ved at tro at amokløbet kan afvikles så hurtigt.
Men vi tænker jo altid på syndflodens fortælling som afsluttende på lykkelig vis, fordi to mennesker overlever, jeg ved ikke om vi ville definere dét som en lykkelig afslutning på vores storhedstid, vores gyldne tidsalder. Jeg håber I er mange, er flere.

Var jer! ikke splitte verden i kategoriseringer som os, vi hænger nu på dem, de klæber, klistrer systemet fast til vores fysiske hylstre og er ikke til at ryste af. Over tid er vi vokset sammen som siamesiske tvillinger, så infiltrerede at det kræver en skarpsindig skalpel og muligvis fatal operation at frigøre sig.
Pludselig får kategorierne overtaget. De styrer og skaber orden, redskaber som har vendt sig imod os, fanger vores tanker i deres udmålte, afgrænsede arealer. Vi bevæger os i kategoriernes, begrebernes omfattende sump, hopper fra kategori til kategori. Vi stimler sammen med andre som står og træder hinanden over blåfrosne tæer. Indtil kategorien udvider sig, degenerere og falder fra hinanden. Så får vi våde sokker igen.
Det gælder om at være i konstant bevægelse, om løbende at komme op med nye kategorier. Tænk hvis vi løb tør og endte med at falde i sprækkernes sump af udefinerbarhed.
Så, I overladte, når det hele er i opløsning prøv at nyde den daglige dukkert i sumpen, kast jer ud over forståelsen, dyk dybt i uforudsigeligheden, måske det giver perspektiv til muldvarper.

Jeg er desværre befængt af tiden, lænket til en knap og selvfølgelig oplevelse, jeg underholder mig med vampyrer og zombier, jeg kræver rettigheder i den ballon af kategorier, som holder mig oppe. Derfor er mine ord til jer forsimplede og begrænsede, min indsigt sløret af samtidens rus. Men med sløret muldvarpeblik ser jeg alligevel tydeligt at verden er slidt og beskidt. Jeg sidder i rene lagner og lugter til fordærv, for lugtesansen er skarpere end jeg synes om.

Vi satte sat svinene på række, vogtet af hyæner. Byggede landskaber, udstykket, opdelt i båse og fodersystemer. Vi elsker vores husdyr, når de ligger på grillen eller er klædt prikket på i parken. Så længe de er lydige, er der liv og næring, så længe vores agersystemer, plantager og forstøvningsbier makker ret, så længe alle makker ret er der liv.
Jeg kan fornemme færten af ragnarok, for den overdøver dunsten af syntetiske dukkehuse.

Vi har slidt hul på knæene og slider hårdt på syningerne, i kantområder ses møre trevler, har vi glemt at betjene væven. Kan vi overhoved finde den i den store mørke maskinhal blandt smidige maskiner. Skal man slippe tøjlerne? I stedet sidder jeg her ved tastaturet og klaprer løs, i håb om at der stadig kan være betydning i noget, at der stadig findes fordringer som forandrer, handlinger der ændrer.
For år siden konstaterede nogle at historien var slut; åh hvilken dårskab, som har forført os længe, hvilken arrogance, Gud døde med Stirner og Nietzsche, som forudsagde det sidste menneske forført af nihilismes guddom. Derefter blev død Gud ~ kunsten er død, filosofien er død, avantgarden er død, ideologierne er døde, til sidst var historien også død, tilbage var bare det ahistoriske menneske. Et utidigt, arrogant og omnipotent eksemplar af arten. Dermed ikke sagt at der ikke er andre, vi er mange som undervejs har været forført af vores eget storsind. Narcissistisk forelsket i vore frembringelser, har vi redet verden som en hest der skal tæmmes.
Vi kommet langt væk fra at være historiske væsner, og vi kommet så langt væk fra at føle os forankrede i verden, at vi end ikke ænser vi udhuler den, æder den, suger verden tom, og kværner det vi ikke lige umiddelbart kan se værdien i. Hvordan blev vi så blinde og sultne?

Under en usynlighedskappe sniger jeg mig ud af historien, flakser basker frigør mig fra klæbrige dannelsesdiskurser og antagelser med lukkede tilknappede stamceller. Hvor er jord og luft, op og frem -her ?
lyd penetrere forsigtigt blod og lymfer, sammentrækker frit flydende ord, lader til skarpe skud fra en andethed, i det jeg dukker mig og undgår at ramme Utopia i sin flydende formynderiske form. Alligevel følger jeg strømmen af modladning og flytter mig i rekylens turbulens.
De indre skyklapper må hvile nu, pakkes med vintertøjet og gemmes i kælderen så farverne får lov til at gro i spandefulde af definitionsløse nuancer.
Måske et håb?

Nye lyde? Liv er skrøbeligt og stærkt, har vi tabt betydningen? måske det bare blev til en kategori blandt kategorier.
Er det alligevel for sent, forstenet.... ting hænder jo ikke bare.. vi gør og vi gjorde, vi udviklede og byggede, syntakser, diskurser, markeder, profitter og funktioner alt sammen som midler til at opnå bedre og bedre liv. Hele tiden i processen bliver det forræderiske middel til målet, formål forsvinder i historiens tåger.
I vil sandsynligvis også skabe, opbygge og glemme, indsætte nye guder og undlade at undres. I en tid vil I måske være i gang, bygge op, men fordærvet og forførelsen vil træde i kræft, hvis I tror at jeres værk er ved at være perfekt.
Vil I begå samme fejl, I er også vi

Og jeg, jeg ender altid ved dette sted, en muldvarpe ved korsvejen, som tror sporet ender blindt og dog møvre mig nynnende videre







lørdag den 29. marts 2014

de uformelige ligger i spænd så længe at kernehuset forsvinder

metamorfose er uundgåelig 

vores fine maskine kan i selv de grelleste tilfælde 
få styr på omstændigheder 
tavshedens tortur introducerer kagemand og kagekone






lørdag den 8. marts 2014





--- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- --- ---

En billedfortælling om at gribe ind!
eller ej




tirsdag den 4. februar 2014

fredag den 31. januar 2014

ekskursion til rungende hulrum


ekskursion til rungende hulrum
eller
glatte ords elegante aflejringer
som slår smut med fortællinger


og rammer atmosfærens tempererethed

-

En lortebrun sal med lavthængende søljer har fuldmagt til at skrabe skallen hårdt, rette rynker, glatte pander
baner af rallende fluer hænger fra loftet og mødes i ukendte hjørner hvor stride gardiner brydes af skærende stråler i middelmådigt mørke
løjerligt fører jeg armen
udbasuneret er dommedag
overbefolket og forpagtet af forkerte håndtag
fordrejet af forsynet for daglige leverancer
jeg dukker behændigt, indbygget refleks udstår indirekte angreb
svale ord drukner i søde udsagn, udvidet af stikordets omkreds – et listigt greb
flagrer broget i ufuldendte bomuldsudsagn
Hold hunden fra toilettet!
Der er køtere i fadet igen 


-


Ret splinten i mine hofter eller mit øje, stram båndet om mit hår eller min hals, som et øg, som en ø, i et hav af årsager, indsnuset kun gennem venstre næsefløj, fanget i flaskehalsmanøvre, udbasunerer jeg heftigt gennem højre næsefløj 
sagte hviskes brudstykker af skambidte besværgelser 

mellem farver fordufter familiære bevægelser, forpjusket blæst om af svingærinder lukket inde i kloakrør  
men min forpote kradser hul i et sirligt system af fodnoter, udløser springladninger af indre bolværk klonk klonk kører kæden når alt lukker til – et hurtigt snit i mælken og den flyder surt igen

-

i daggryet er alt der var alt
fryd og løgn
iscenesat

fosforfakler oplyser lyksaligt
og juristen der løber over sprækker i isen, spænder hundehoveder
for endnu et ovalt panel

Advarsel!
pas på, hvor du træder på loven
når benene stikker og stammerne klemmer
prop skellet i postkassen og hæng i porten så du kun kan fanges

med frigjort grimasse

Kære P -3

Valdemarsgade d. 31 januar 2014



Kære P
Ja nu skriver vi allerede 2014, alt flyver synes jeg og det er rart og forvirrende på samme tid. Det er skønt at flyve rundt og kigge på alt højtoppe fra, mærke at det kilder i maven fordi der er så meget fart på og bryde igennem skyerne. Men det er også lidt luftigt, og jeg savner nogle gang gode gedigne jordhuler.
I forrygende fart lever vi som en lille ny familie, fire forskellige dyr flyttet til Valdemarsgade i august. Der er to voksendyr tårnhule-sneglen og mærkeligdyret evigvred. Så er der teenscreendyret og en filurlarveprincessen. Sammen har vi lavet et bo med både spisebord og gulve til at rulle på.
Det går stærkt i vores bo, og det ses især på hvor meget ikke-voksen-dyrerne vokser. Snart kan teenscreendyret ikke kom ind gennem døren uden at krølle sammen og filurlarveprincessens tæer med grønlakerede negle stikker ud i fodenden af princesse-sengen.
Ak tidens fart kan ses helt tydeligt og det får mig til at ryste gevaldigt i bukserne. Jeg har nemlig opdaget at jeg bliver ældre, hele tiden bliver jeg ældre, det er næsten uforsvarligt at gøre mig ældre, der medfølger jo opgaver man skal udfylde og det er jeg ikke sikker på jeg er indstillet på. Man skal f.eks. vrisse på en ganske bestemt måde, eller også skal man være meget snakkesaglig med sidemanden i bussen, beggedele jeg er adfærd jeg normalt ikke er spor familiær med. Man skal også have opsparet noget pension, og glæde sig over at tv'et stadig laver gode debatprogrammer.. alt det der er meget godt, det kan jeg nok lære mig, der er endog nogle af tendenserne jeg allerede besidder, uden at ville være ved det. Nej det sværeste er nok at man skal være sendrægtighed og langmodig. Det er jeg ikke! Og så skal man nok have fundet sin plads i livet, det har jeg heller ikke. Faktisk blev jeg ramt af panik i dag, en slags eksistens-panik over at jeg ikke ved hvor jeg skal hen med noget og føler jeg flagrer rundt. Hvordan finder man ”sin plads”. Jeg er vel dårlig til at lede måske det har noget at gøre med langmodighed, eller også er jeg ikke rigtig interesseret i at kigge grundigt efter. I hvert tilfælde føler jeg, at jeg er båret af hvirvlende vinde og kommer derhen hvor de tilfældigt bærer mig. Det er der jo på ingen måde noget galt med, tværtimod kan vinde være skønne transportmidler, problemet er nok noget med det der ”alder”. Som om det ikke passer med min alder. For inden i kan jeg være så gammel, så gammel at jeg synes at alle burde lytte til mig, og derfor skulle sidde i en hule på et bjerg. Samtidig kan jeg blive overvældet af en ungdommelig appetit på liv. Ja, du kan nok høre det er skøre problemer jeg har. Jeg kan blive så overvældet af denne appetit at jeg kaster mig hovedkulds ud i fremmede stor projekter.. uden hverken gangstativ eller kørestol.
Det seneste og største eventyr, som jeg stadig sidder i er nok denne familiesammenførelse. Denne gang var vindene ikke bare almindelige trækvinde, denne gang var det en ganske særlig slags kastevinde af orkanstyrke. Jeg er blevet kastet rundt, og hvirvlede så meget omkring at jeg har fået ondt i kæberne, af at grine. Det kilder nemlig på den mest ufattelige måde. På min rejse holder jeg hårdt fat i evigvreds hånd, vi holder så godt fat i hinanden at der skulle en ualmindelig vred tsunami til at tvinge vores hænder fra hinanden. Jeg skal nemlig røbe at hendes hånd er så fin, at jeg tænker aldrig slippe den igen. Og sammen hvirvler vi rundt og griner. Tit leger vi tagfat med de andre dyr, helt anderledes sjovt når man flyver og alle triller vi rundt i skyerne og griner så tårerene triller og regner på ned på tvære fodgængere.
Når jeg indimellem lander og vi alle fire sidder i vores slot, bliver jeg ramt af en forunderlig følelse af noget meget familiært. Jeg ved at jeg er hjemme og det er rart at have fundet hjem, jeg vidste jo slet ikke det var det jeg ledte efter. Jeg vidste ikke at jeg kunne finde et mærkelig-dyr som var så klogt og var så lækker at dele en flødeskumsseng med, jeg var ikke klar over at der fandtes mærkelig-dyr, men jeg er lykkelig for at måske den eneste af slagsen rendte ind i mig.
Nu render tiden igen og klokken er mange jeg venter på evigvred, vi skal nemlig flyde i flødeskumssengen og se film. Det er lidt svært at forstå hvad der er op on ned efter så mange koldbøtter, men det er egentligt også ubetydeligt jorden drejer jo hele tiden alligevel

rundtossede kærlige hilsner

S

tirsdag den 7. januar 2014

VOLDs form



Vold er instrumentel
skriver Hannah Arendt

barnevognen bagved taler jysk og jeg får lyst til at vende mig om og smadre telefonen i hovedet på blondinen. Er det telefonen, mig eller blondinen der er instrumentet, er det vold der er handlingen eller er det tanken
afmægtighed og autoritet hvad gør mig mest voldelig
er jeg et voldsinstrument
jeg er ikke specielt hævngerrig
adlyder jeg er jeg autentisk lytter jeg til mig selv – når jeg bare får lyst til at skyde alle dem der gør det samme, får lyst til at pløkke flokken
kan man være autentisk uden at blive frustreret
kan man være ærlig over for frustrationen uden at få lyst til at reagere
kan man reagere uden at det kan ses og mærkes – skal man det?
Kan det ses og mærkes uden at det er betydeligt – kan det være betydeligt uden at det er voldsomt. Hvad vil det sige at være voldsom
skal man være voldsom noget – kan man være voldsom lystig, man kan være lystig. Kan man være voldsom uden at være noget
voldsom i forhold til hvad – voldsom overfor hvad, eller overfor hvem. Kan man være voldsom uden at der er en modtager
Kan man have en modtager uden at have er budskab. Kan voldsom være et budskab
kan man være en slags voldsom over for nogen/noget uden at lave et aftryk
kan man være til uden at sætte aftryk – kan man være til uden at være voldsom
kan lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal lystighed forhindre mig i voldsomhed, skal jeg forhindres, skal jeg være lystig, skal jeg være voldsom
er vold mit instrument når jeg er voldsom hvor er volden i voldsomhed
er vold noget rettet mod en modtager og voldsom et udbrud uden aftager
lønsomt begrænser jeg vingefanget

søndag den 5. januar 2014

AFORISMER


 
Test mit syn, jeg trænger til at se forvrænget

-

Når man synes andre er dumme, så tager man udgangspunkt i en standart, hvilken?

-

I min lille deling kan vi sagtens blive enige om at mene det rigtige

-

Noget siger mig verden er større end alle de systemer vi kan komme op med

Det kræver den største nøjagtighed at skabe modtryk

-

Begræns ikke verden – ingen fladpandet form

-

Vis mig dit nummer og jeg vil fortælle dig du er – et tal!

-

- kan man sidde så stille at man går i stå

- kan man forsvinde uden at være stille

- kan man eksistere og være stille

-

Afglansbilleder fordamper af at kigge for dybt

-


Men vi skal jo flytte verden hele tiden.....

-

Kodesproget rammer under bæltestedet og propper os med klodser

-

Vores handlinger er den ejendom – andre kan benytte, beskyde, prise eller pisse på

-

Hvorfor skal vi arbejde?

Hvad er arbejde?

Hvad er ikke arbejde?

-

Ansvaret er ikke en dom, det er altid en skide erkendelse

-


Hvordan opdrætter vi skæve vækster

Drømmer vi om skrappe systemer for tilfældighed

Har vi plads til både dig og mig

-


Når vi ikke angre hvis vi opfører os som svin, kan vi være svære at tilgive

-

Jamen du er jo slet ikke lige som mig -hvilken befrielse

-


Du viser hvem du er idet du gør

-


Tempereret – bare tonen i ordet strammer

-


Radikal omtænkning er noget helt andet end du forestiller dig